THE BIG ONE

lytzen_dontt.dk

Det er ikke bare BigFour, men the Big One, som venter. På søndag ruller KMD Ironman Copenhagen “toget”. Vi følger Thomas Lue Lytzen igennem diverse, lad os bare sige, heftige fysiske aktiviteter. Det kaldes populært Big Four, og er nogle af de største stævner i Danmark, nemlig Copenhagen Marathon, den halve ironman i Kronborg, Ironman Copenhagen og endelig som en skarp sæsonafslutning halvmaraton i København til efteråret

Af THOMAS LUE LYTZEN:

På søndag går det løs: KMD Ironman Copenhagen skydes i gang (det sker faktisk med en kanonsalut), og jeg bogstavelig talt løber ud i vandet ved Amager Strandpark. Foran mig venter 3,8 km svømning, som bliver hårdt, da jeg ikke er en hurtig svømmer, 180 km cykling fra København nordpå og ind i landet og endelig 42,180 km løb langs den københavnske havnefront. Der er ingen tvivl om, at det bliver en hård dag på kontoret.

Min seneste og hidtil eneste erfaring med Ironman-distancen var i 2014, hvor jeg var 10 timer og 47 minutter om at nå frem til målstregen ved Christiansborg. Dengang var målet at klare det på under 10:30 timer. Sygdom i ugen op til stævnet forhindrede det; opkast under svømningen gjorde det værre, og først efter godt 60 km på cyklen fik jeg kroppen i gang. Egentlig fandt jeg først energien på det afsluttende maraton. Så i år er der dømt revanche.

Da jeg første gang satte mig ned for at at skrive om BigFour, ville jeg fortælle om, hvordan man med succes kunne kombinere (nyt) arbejde med den relativt store træningsindsats, det kræver at gennemføre en Ironman. Her, få dage før kulminationen måneders træning, må jeg erkende, at det har været en længere og mere anstrengende rejse, end jeg troede, selv om grundformen bestemt ikke var dårlig.

Undervejs, når tiden har været knap, vejret for for dårligt til den planlagte træning, eller kroppen har brokket sig, har jeg gjort mig mange tanker om, hvad der egentlig motiverer mig, og hvordan jeg skal vedligeholde og styrke motivationen. Jeg har tidligere skrevet lidt om det; at det er kampen mod mig selv, der er det afgørende: At komme fra ‘Kan jeg det her?” til ”Jeg vil gøre det”. Og ”Jeg vil gøre det endnu bedre end sidst”.

EN INTROVERT PRÆSTATIONS-TRIPPER
Længe var det blot løse refleksioner, når jeg træt efter en lang arbejdsdag kæmpede mig ud på et hårdt intervalpas i kulden, eller stod alt for tidligt op for at kunne nå i svømmehallen inden arbejde. Og jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle stille op med de refleksioner, og hvordan jeg skulle omsætte dem til noget, der drev min træning fremad.

Det skete først, da jeg fik en udgave af ”Når talent forpligter”, som min gode ven Mads Davidsen, der er fodboldtræner og teknisk direktør i den kinesiske fodboldklub Shanghai SIPG og skribent her på Dontt, har skrevet sammen med ledelses- og motivationsforskeren Helle Hein.

Her beskriver Mads og Helle, hvordan vi alle er drevet af motivation som tilstand, dvs. af den psykologiske, emotionelle følelse af at være særligt motiveret eller finde noget særligt meningsfuldt. Så hvis det er kampen mod mig selv, som giver mig mening, hvilken type er jeg så? Hvordan ser min motivationsprofil ud, og hvor får jeg mit kick, og hvordan rammer jeg mit flow? Det lærte jeg at sætte ord på – og forstå mekanismerne bag.

Jeg lærte, at jeg er en ”Introvert Præstations-tripper”. I sig selv var det lidt hårdt, da begrebet hverken lyd godt eller ser godt ud på skrift. Det lyder faktisk ret negativt, men grundlæggende dækker det blot over, at jeg som konkurrencemenneske ikke interesserer mig synderligt for den ydre verdens succeskriterier, men primært er – netop – interesseret i at overgå mig selv og præstere bedre end mig mig. Og at jeg sekundært elsker at knække vanskelige nødder, at finde nye veje til at gå et mål eller en forbedring. I bund og grund er jeg i min træning – og i mit professionelle liv – hele tiden engageret i en søgen efter nye vanskelige nødder og måder at knække dem på.

Hvad kan jeg så bruge disse begreber og definitioner til? Ganske enkelt til at forstå mig selv bedre og blive bedre til at identificere de områder, hvor jeg skal forbedre mig. Det gør mig bedre i stand til at finde de helt rette nødder at knække. Dét styrker motivationen – til at kæmpe endnu mere med og mod mig selv.

Forberedelserne er overstået. Yderligere træning hjælper ikke. Formen er forhåbentlig, hvor den skal være. Tilbage er blot at afvente stævnespeakerens stemme: ”You are an Ironman” – og så kigge op på uret og konstatere, om jeg besejret mig selv.

//THOMAS LUE LYTZEN