Skal vi nu til at interessere os for motivation?

MadsDavidsen_Dontt.dk

Jeg var fornylig del af et minifeltstudie omhandlende motivation i fodboldverdenen sammen med ledelses- og motivationsforsker Helle Hein. Det var mildest talt et interessant projekt og en af de mest spændende processer, jeg længe har været med i.

Vi observerede blandt andet tendenser, der viser, at trænere og ledere i fodbold ikke har en dybdegående viden om deres spilleres (ansattes) motivationsprofiler. Samtidig noterede vi i flere tilfælde et mismatch mellem værdierne i klubben og lederskabet i forhold til fx feedback og kommunikation, hvilket i sidste ende begge er elementer, der udmønter sig i netop motivation eller de-motivation hos dem, der modtager feedbacken og kommunikationen = spillerne.

Det kan lyde en anelse abstrakt, men betyder helt lavpraktisk, at trænerne/lederne ikke ved, hvordan de skal få det bedste og maksimale ud af de ansatte – i denne branches fagsprog  – spillertruppen. Trænerne havde en forestilling om, at spillerne generelt er uvidende, ureflekterede og ønsker at yde så lidt som muligt for at tjene så meget som muligt. Men spillerne skal stå for at motivere sig selv – der er deres eget ansvar. Det er alligevel noget af en opgave for en person (spiller), der angiveligt hverken kan eller gider. Og der har vi et seriøst problem.

For hvis vi fortsætter ligningen, så betyder det en ikke-optimal performance fra spillerens side, dermed formentlig mindre gode resultater og i sidste ende en risiko for afskedigelse af træneren/lederen. Og det er hverken klub, trænere/ledere eller sågar spillere vel interesseret i?

Jeg tror fodbold og generelt hele sportsverdenen er en konservativ størrelse. Det har jeg egne erfaringer med efter snart en del år i marken og qua historier fra netværket. Motivation er ikke en procentdel, vi endnu har forstået at italesætte eller udnytte i elitesport, der ellers er kendt for gerne at poste penge i forskellige optimeringstiltag på både det fysiske, tekniske og taktiske område.

En af kommentarerne fra en topleder i en af de observerede klubber tegner meget godt billedet:
”Skal vi nu til at interessere os for motivation?”

Det ville nok være en meget god ide. Såfremt, at klubben vil have det maksimale ud af de relativt dyrt indkøbte og betalte spillere.

Vi er oprigtigt bekymrede for, at der er et kæmpe ressourcespil og talenttab i dansk idræt, fordi atleter bliver forsøgt (måske ubevidst) motiveret forkert – oftest af traditionsrige motivationsværktøjer som straf, belønning eller bonusser ved en god præstation. Den simple form for motivation rammer også en del arketyper, men ikke dem alle og særligt ikke dem, der har det største potentiale. Det viser den forskning, som Helle Hein i en årrække har foretaget.

Og den viden skal vi tage seriøst.

Heldigvis har DBU rakt hånden ud og udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af minifeltstudiet til Politiken, at vores minifeltstudie ”er en øjenåbner for fodboldtrænere”.

De seneste uger har jeg imidlertid reflekteret en del videre og tænkt motivationsprofiler ud i hele samfundet. Her viser Helle Heins forskning endvidere, at der er tilsvarende udfordringer og manglende knowhow på ledelsesplan, og det er lidt skræmmende, at motivation, der er hele ens drive i arbejdet.

Tænk på skolereformen, hvor alle lærere (og til dels elever) bliver tvunget til at arbejde på en bestemt måde, der uden tvivl er utilstrækkelig for en lang række af dem. Hvad får vi ud af det? De-motivation og en dårligere performance. Som Helle tidligere har udtalt (og jeg kan ikke sige det bedre selv):

“Skolereformen er det største tilbageskridt for forståelsen af videns-arbejde i Danmark i mange år, og det er en gambling med kommende generationers læring, som er helt utilstedelig”.

Prøv til sidst at spørge dig selv – er du overhovedet klar over, hvad du er motiveret af og hvad der driver dig?

Det tog mig mange år at finde formlen…

/Mads Davidsen
Læs mere om Mads + hans tidligere indlæg HER