Pyt med mere

Grau

I dag er første dag i resten af i år – pyt med det. I mit liv er 2013 pytår, og det hjælper så kom og vær med.

Vi lever efter sigende i verdens lykkeligste land, men kig dig omkring. Vejret er decideret fjendtligt, trafikken er fuld af had, og avisen handler ikke om andet end politikere, der ”raser” over hinanden. Nu lyder det som om, jeg er ved at hidse mig op, men det er jeg netop ikke – og det er det, der er pointen. Jeg siger pyt. Pyt med vejret, pyt med krisen, pyt med mere.

Jo mere jeg pytter, jo gladere bliver jeg. Ikke ligeglad vel at mærke – det ville ellers være en oplagt konklusion, men jeg taler om glæde som i modsætningen til at være sur. Og det der dyng af ting, man kan hidse sig op over, det  tynger. Det ødelægger dit humør.  Og det smitter. Vi bliver alle sammen lidt mere sure. Og vi kan endda lide det.

Vi dyrker ophidselsen og forargelsen. Vi har en decideret forargelsesindustri, der lever af at hidse sig op, når nogen træder ved siden af. ”Hov, nu gjorde du sådan, men under valget sagde noget helt andet”. Det er heller ikke orden, tak fordi, I mindede mig om det, men det er ikke noget der skal ødelægge min dag. Det samme gælder tossen, der blokerede lyskrydset, så jeg måtte holde og vente, selv om der var grønt. Det pisser mig af men jeg siger pyt, for du kan få lov til at ødelægge to minutter af min tur gennem byen, men det skal ikke ødelægge resten af min dag. Det er der andre ting, der kan gøre, og man skal ikke pytte alt, man skal bare pytte noget mere. Pyt med regeringen, pyt med oppositionen. Det er nemt at sige, når man er et gammelt røvhul, men pyt med den fucking SU-reform, skal det ødelægge din ungdom?

Som sagt bevæger vi os i en gråzone, for der er afgjort ting der ikke skal pyttes. Situationer hvor man tværtimod skal  stå op for sig selv og udtrykke, hvad man føler. Det er bare ikke den stakkels mormor med sine børnebørn i Opel Corsaen, der helt uskyldigt kom til at rulle snuden en halv meter for langt ud på cykelstien, så du,  stakkels dig, måtte sætte kadencen lidt og styre ud om. Ja, det kunne være gået galt, men det gjorde det ikke, så vær glad i stedet for at hælde tolv års opsparet had til bilisme som sådan ud over hende. Pyt – hun er ikke tung nok. Find din indre pytvægt, og pyt alt det lette, alt det ligegyldige.

Det er der hvor jeg er lige nu – jeg går rundt og pytter, så er det sagt. Hele 2013 pytter jeg. Det er pytår, og jeg bliver nok ved, for det virker. Ikke på de store ting, men på alle de små, som har det med at tage alt for store bider af det gode humør. Pyt med det. Pyt med mere, godt pytår!

//Christian Grau