Passionen….

En af de fineste egenskaber vi mennesker besidder, er passionen for noget. Det kan være for hvad som helst. De fleste kender til den brusende fornemmelse af lykke, det kan give os. Det er kun vores familie, der formår at fremkalde følelser, der overgår det.

Passion har to sider. Ham der yder og ham, der nyder. Begge sider er vigtige. Det er vinbonden, der stædigt udvælger druerne for at lave den, for ham, perfekte vin. Og så er der manden, der læser, studerer, vil vide alt om vin. Ham, der får en ubeskrivelig fornemmelse, når han drikker lige netop den vin, han har drømt om at smage i mange år. Førstnævnte lægger blod, sved og tårer i timers hårdt arbejde, for måske, måske ikke, at opnå anerkendelse og succes for produktet. Men uagtet succes eller ej, er det ikke det, der afgør det. For har man først passionen, kan man ikke lade være. Så skal han forsøge igen. Forsøge at lave den bedst mulige vin ud fra de muligheder, han har. I første omgang udelukkende for egen tilfredsstillelse, men formår man samtidig at røre folk, er det kun ekstra benzin på tanken med brændstof, der driver os.

En anden tydelig referenceramme er musikken. Vil gætte på, at vi alle har mærket, hvad musik kan gøre ved os. Enten hvis du er dygtig til selv at spille, eller hvis du har en ude-af-kroppen oplevelse som koncertgænger eksempelvis. Det er ubetalelige ”oplevelser”, der fylder os med endorfiner nok til flere dage.

Vi kan have passion for mange ting. Men ligegyldigt om det er vin, sport, musik, biler, frimærker eller nødhjælpsarbejde, så er det de samme kræfter, passionen bringer med sig. Essentielle kræfter for vores samfund. Den entusiasme, vilje og stædighed, der udspringer her, er så vanvittigt motiverende. Det fører en positivitet med sig, som smitter af på alle, der stifter bekendtskab med den. De største personlige erfaringer får jeg i selskab med folk, der brænder for det, de beskæftiger sig med. Selv hvis emnet ikke interesserer mig synderligt, kan jeg få en fantastisk oplevelse, bare ved at se gløden i øjnene på den, der fortæller lidenskabeligt om det, der er så vigtigt for ham.

Personligt har hele mit liv selvfølgelig kredset omkring fodbold. Jeg har været så ufattelig privilegeret, at kunne leve af min hobby. Leve af at spille fodbold. Den fodbold, som har betydet så meget for mig siden jeg var 4-5 år gammel. Efter endt aktiv karriere var det også naturligt, at jeg skulle fortsætte i den verden, nu som agent. Det er her, jeg er uddannet. Det er min store passion. Jeg elsker fodbold. Jeg elsker at spille fodbold, at se fodbold, at diskutere fodbold. Og jeg har været heldig, meget heldig, men også dygtig. De to ting hænger ofte sammen. Men jeg har også ofret mange ting undervejs. Men ingen ofre er gjort, der ikke har været det hele værd.

Jeg er klar over, at ikke alle har muligheden for at forfølge deres drøm, gøre det de helst vil til deres levebrød. Men jeg tror, at mange kunne få en mere meningsfyldt hverdag, hvis de turde lidt mere. Hvis de kastede sig ud på det dybe vand, derud hvor vi ikke kan bunde. For det er også der, vi udvikler os allermest som mennesker. Få udfordret os selv lidt. Når vi får udvidet vores horisont, forstår vi tingene bedre, forstår dem i et større perspektiv. Det giver væsentligt mere balance i hverdagen end den lille navlebeskuende mand, der dag ud og dag ind, render rundt i de samme rutiner og ikke udvikler sig som menneske. De mennesker bliver nemt til dem, der peger fingre af andre og har det svært ved, at andre har succes. Jantelovens håndhævere.

Det er nemmere sagt end gjort, det ved jeg, men det kan lade sig gøre. Så mærk efter, hvad der gør dig glad, hvad der driver dig. Hvad kan få dig til at fordybe dig i noget time efter time og efterlade dig i en nærmest lykkelig tilstand. Få dig til at arbejde stenhårdt, uden at det føles som en sur pligt. Måske er det noget, der kan lade sig gøre. Måske skal du bare springe ud i det……..

Tro på det.

/Niclas