OVER AND OUT

thomas lytzen

Så kom Thomas Lue Lytzen igennem BigFour. Thomas har her på dontt.dk delt sine erfaringer, op og nedture på dette års store sportslige projekt. I denne Dontt gør han status og ser tilbage. 

Af Thomas Lue Lytzen.

Så er det slut. En stille, rolig og afslutningsvis meget våd løbetur rundt i hovedstaden satte punktum for årets fysiske aktiviteter – i hvert fald den officielle af slagsen. Jeg havde, som du, der læser Dontt, nok ved, valgt at give mig i kast med BigFour, der kombinerer de fire største danske løb: Copenhagen Marathon, 70.3 Ironman Kronborg, Ironman Copenhagen og CHP Half.

Min målsætning for året var oprindeligt blot at gennemføre KMD Copenhagen Ironman for anden gang og i en bedre tid, end da jeg første gang tog livtag med de 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,218 km løb. Men det ændrede sig, da ideen om BigFour opstod.

Med ét kom der tre andre stævner på raceplanen: To, der ville kunne fungere optimalt som led i træningen til den fulde ironman-distance, og ét, som kunne sætte et effektfuldt punktum. Alt sammen i løbet af fire måneder – fra maj til september. Oven i dette skiftede jeg job i januar – med alt det, hvad det indebærer: En nye rolle, nye kolleger, nye omgivelser. Alt sammen noget, der lægger beslag på en stor del af de 24 timer, som der aldrig kan blive flere af i døgnet.

Udfordringen kom derfor til at lyde: Kunne jeg fortsat nå mit mål om at forbedre mig til Ironman Copenhagen og gennemføre tre andre stævner inden for fire måneder, uden at mit sociale liv – mit liv generelt – faldt helt fra hinanden?

Kunne jeg så det? Det var tæt på at lykkedes. Forbedringen på Ironman-distancen smed jeg på en dårlig løbetur; det har jeg tidligere har fortalt om her på Dontt (læs her) , men derudover kom jeg helskindet igennem de andre løb. Og det endda selv om jeg endte med at træne væsentligt mindre end planlagt. Skal jeg sætte procent på, vil jeg tro at jeg kun har trænet 60 % i forhold til sidst, der stod Ironman på programmet. Til min fortrydelse må jeg erkende, at det var en stressfaktor at skulle jonglere mellem træning, arbejde og socialt liv, og det selv om min træner, Aleksandar fra OOBlife, gjorde sit bedste for at få tingene til at gå op i den så berømte højere enhed.

Men jeg gjorde det alligevel, fordi jeg elsker kampen mod mig selv. Som træning og løb skred frem, kom BigFour derfor ikke til at handle om de enkelte tider, men om hvorvidt kroppen og hovedet kunne klare de fire stævner inden for så kort tid. Det kunne de begge trods alt, og undervejs lærte jeg en del om stædighed, udholdenhed og om at acceptere at stille mig tilfreds.

Vil jeg anbefale andre at race BigFour næste år. Ja, så afgjort. Vil jeg anbefale at gøre det, samtidig med at man skifter job eller foretager andre store ændringer i sin tilværelse? Nok ikke. Træningen trækker tænder ud, og man er nødt til at sætte sig mål og kæmpe for dem. Ellers ryger motivationen.

For mig er og bliver Ironman Copenhagen det primære, det var – og vil også næste gang – være det store mål. Hvis der bliver en sådan – næste år vil jeg sætte mig andre mål. Men de tre andre stævner er fremragende delmål, de medvirker til at gøre træningen noget sjovere; der er hele tiden noget nyt at se frem til, noget nyt at udfordre sig med. Og det er – for mig – det afgørende!

Facit
CPH Marathon: 3 timer og 14 minutter
IM 70.3 Kronborg: 5 timer og 5 minutter
IM CPH: 10 timer og 52 minutter
CPH Half: 1 time og 33 minutter

Det rakte til en top30-placering i BigFour-konkurrencen (listen opdateres løbende, så placeringen kan ændres). Se resultaterne her!

//THOMAS LUE LYTZEN

Definitionen på at se ynkelig ud #kmdironmancopenhagen #ooblife

Et opslag delt af Thomas Lue Lytzen (@thomaslue) den