Når man er uhørt glad!

christoffer-grønlund

Jeg er crazy, I know! Det der med at gå rundt og smile til komplet fremmede mennesker er sgu da for langt ude! Men jeg kan ikke lade være: Jeg er en glad person – det er bare ikke sindssygt moderne at gå rundt med et smil konstant. Ikke i København ihvertfald.

Når man alle dage har været kendt som den glade mand, så er det også himmelråbende åbenlyst for enhver, når man ikke er det! Folk,der kender mig, kan på ét sekund afgøre, om der er noget galt i mit liv, eller om jeg som vanligt er en glad mand. Glæde smitter. Man kan komme langt med et smil til en fremmed – en tilfældig på strøget, men det ligger ikke til os danskere, og det har det nok aldrig gjort.

I nattelivet i København var det en overgang langt mere trendy at lave trutmund, have rynkede øjenbryn eller se så absolut ligeglad ud som menneskeligt muligt – i så høj en grad, at udenforstående simpelthen troede, at noget måtte være grueligt galt! Der var ikke noget galt – man var bare hot og trendy!

Jeg har været pisse priviligeret og har rejst meget ifbm med mine studier  på CBS, og har endda haft fornøjelsen af at arrangere eksklusive hotel events på 3 kontinenter, og ingen andre steder i verden (ingen..) har der hersket en så relativt lukket attitude blandt gæster på natklubber såvel som folk på gaden som i Danmark. Efter jeg er kommet til på Toldboden har jeg skulle tilknytte et helt nyt og voksent personale. Det primære for mig i denne process har været ansøgernes attitude, personlighed og smil. Serviceniveauet hæves markant når alt bliver serveret med et smil og en glæde for sit job, og jeg er stolt af at have samlet en gruppe mennesker, som sammen skal løfte glæden ved at gå I byen og have det sjovt – for det er vel dét det handler om når man går ud, ikke? At have det sjovt?

Glemmer vi i vores reality-tv-prægede verden at tænke os om, nyde livet og have det sjovt? Eller er der en eksklusivitets-klausul indskrevet i vores dåbsattest, som bestemmer, at vi skal hejses op i et par kilometers højde og transporteres flere tusind kilometer sydpå, før vi begynder at sætte pris livet og smile af selv de mindste detaljer?

Det er ikke, fordi jeg opfordrer til studentervogns-kørsels-madness-Jomfru-Ane-gade-style med en brækspand og en stripper på hvert et gadehjørne, men mon ikke man kunne finde en mellemvej?

Jeg holder ihvertfald ikke op med at smile – og næste gang jeg ser dig, så håber jeg, at du sender et smil retur.

//Christoffer Grønlund