MINE AMERIKANSKE BILLEDER

thump_luelytzen

– Det er det samme som altid. Drama, drama, drama. Den ene side siger, at det er verdens undergang. Og den anden side gentager og lægger lidt til. Sådan har det været, så længe jeg har været i USA lyder det fra Thomas Lue Lytzen.

Ordene er Richards, han er i midt i 40’erne, kom til USA fra et spansktalende naboland i 1996, og han er min Uber-chauffør fra Dulles International Airport til Military Road i Arlington, der i ti dage var min base, mens jeg fulgte slutspurten og finalen i en af de mest kontroversielle valgkampe i nyere amerikansk historie. Og det er formodentlig den skarpeste analyse af det, som endte med en total triumf for outsideren Donald J. Trump.

Men Richards evne til at forudsige tingenes gang stoppede ikke her. Om en mulig sejr til Trump lød det:

– They are gonna cry! Den ene halvdel vil snøfte i derhjemme, og den anden halvdel vil hyle højlydt i gaderne. Lige som da Bush Jr. vandt i 2000 og fire år senere.

Og det var netop, hvad der skete.

“Not our president” råbte de skuffede demonstranter i gaderne, “not our president” skrev de på Facebook og Twitter, og “not our president” tænkte mange flere ganske givet i det stille dagen efter, at det stod klart at Trump bliver USA’s 45. præsident. Men 107 mio. af dem stemte ikke, de valgte ikke at bruge deres demokratiske ret til at påvirke hvem, der skal lede dem de næste fire år. Det svarer det lidt under halvdelen af de stemmeberettigede borgere i USA, og som dansker, der er vant til stemmeprocenter omkring de 80, er det svært forstå.

halvstang_donttDen perfekte illustration af den følelse, halvdelen af amerikanerne sidder tilbage med efter Trumps sejr. Clinton vandt ‘the popular vote’, dvs. fik flertallet af stemmerne, mens Trump vandt ‘the electoral college’, dvs. de valgmandsstemmer i delstaterne som i sidste ende udpeger præsidenten.

Mit mål med at tage til USA under valget var et forsøg på at kombinere ferie, løb og politik. Jeg havde i forvejen besluttet mig for at skrive om mine oplevelser, men havde ikke valgt nogen særlig journalistisk arbejdsmetode eller lagt nogen plan på forhånd. Mit eneste mål var at lade så mange stemmer og indtryk som muligt komme til orde.

Måske det ville blive naboerne på Military Road i Arlington lige på den anden side af Potomac-floden og DC. Måske baristaen af den lokale kaffebar, The Java Shack, ville have gode pointer. Måske jeg på mine forhåbentlig mange løbeture i selve DC ville støde ind interessante folk.

Hvad har jeg så oplevet?
Det blev til adskillige hundrede miles på landeveje og interstates i Virginia, Maryland og Pennsylvania sammen med min gode ven Søren i hans BMW – og til en god håndfuld løbeture i DC, Arlington og Philadelphia.

Jeg har set et splittet land, og jeg har hørt amerikanere tale om den splittelse og om ikke at blive hørt og om at være blevet glemt.

rocky_donttJeg var Rocky. Søndag før valget besøgte jeg Philadelphia og fik endelig jeg mulighed for at lave min egen personlige reenactment af Rocky Balboas løbetur op ad trapperne foran Philadelphia Museum of Art fra den legendariske film. Heldigvis havde andre fået samme idé, så helt dum så jeg ikke ud. Kun en smule.

– Jeg elsker mit job, som ligger ikke langt fra, hvor jeg bor. Det er en lokal virksomhed, der spiller en stor rolle for lokalsamfundet og tager ansvar for, at vi kan leve et godt liv. Vores små samfund herude er lige så vigtige som i storbyerne, men desværre har vores parti ikke længere øje for os. Det har Trump, og derfor får han min stemme, ikke fordi jeg synes, at han er en speciel fin fyr.

Sådan forklarede Angela, som jeg mødte i køen på den lokale Starbucks i York, Pennsylvania, hvorfor hun som demokrat ville stemme på Trump. Et råb i afmagt og et råb for at blive hørt. Og uden for storbyerne og de mest befolkningsrige delstater følte de, at Donald Trump lyttede. Som en af eksperterne på CNN formulerede det, da afgørelsen var indtruffet:

– This election represents a fundamental change towards Washington. People are saying, no more promises that aren’t kept.

Eller som en af deltagerne i en paneldebat, jeg overværede, udtrykte det et par dage efter valget:

– Maybe Obama didn’t quite fix it. The economy wasn’t working for them. And government wasn’t working for them.

Splittelsen markerede sig ikke blot i ord, men også synligt i landskabet. I Washington DC, Arlington og de andre velstående kommuner dominerede Clinton/Kaine på valgplakaterne, hvorimod man ikke skulle mange miles uden for The Capital Beltway, som omkranser Washington, før Trump/Pence tog over i massivt omfang. Men det så Hillary Clinton og hendes kampagnefolk ikke.

Og så skete det, som ingen havde troet ville ske. Trump blev tilvalgt og Hillary fravalgt.

En stor del af amerikanerne ønskede så brændende forandring i deres liv og deres muligheder for at skabe sig en bedre fremtid, at de stemte på Trump uden at kende naturen af den forandring, som vil komme.

nationalmail_donttEt par dage efter valget tog jeg løbeskoene på og løb fra Lincoln Memorial til Congress Hill. Jeg havde forventet at se individuelle protester ved nogle af de nationale monumenter og seværdigheder, men på The National Mall var alting, som det plejer. Skoleelever i et stort tal blev trukket fra monument til monument af deres lærere, folk spiste frokost på trappen foran Unionens redningsmand, og jeg var langtfra den eneste, den piskede op og ned ad Jefferson og Madison i løbesko.

Ja, Trump vandt. Det ændrer meget. Det ændrer måske vores verden og de regler, vi spiller efter. Men dagen efter valget stod solen atter op i DC, og en ny dag begyndte.

Lad mig afslutte med et par ord fra min gode ven Søren, hvis gæstfrihed jeg nød på Military Road.

– Jeg forlanger ikke, at folk skal forklare deres holdninger og handlinger. Enhver har ret til enten at maksimere sit talent eller at hælde det direkte i toilettet, så længe de står til ansvar for sig selv. Der er intet, jeg hellere vil, end at give mine mine børn redskaberne til at få succes og så ellers get out of their way og lade dem skabe succesen selv. Derfor betaler jeg naturligvis deres college, men det er deres ansvar at få det bedste ud af det. Og det gælder også, når vi stemmer: Vi får muligheden for at give vores mening til kende,. Gør vi det, kan vi påvirke vores fremtid. Vælger vi ikke at gøre, må vi droppe brokkeriet.

LÆS OGSÅ:
Du kan læse mine fire oprindelige dagbogsnotater fra Thomas Lue Lytzen her:

Hvis du vil have endnu et take på valget, så skal du læse Jonathans Haidts bud på hvordan amerikanerne finder hinanden efter valget og splittelsen. Du finder artiklen her: http://www.wsj.com/articles/how-to-…

/Thomas Lue Lytzen