Med tørklæde på!

For et stykke tid siden var jeg med i et event, som fik mine øjne op for noget. Københavns nye teaterfestival CPH:STAGE havde inviteret til at blive set ”Med andre øjne”, hvor man med hjælp af sminke og udklædning kunne skifte etnicitet for en eftermiddag. Det ville jeg gerne prøve. Så jeg mødte spændt op på Christianshavns Torv, lænede mig tilbage i stolen og lod mig forvandle. Da jeg kiggede mig i spejlet, så jeg en tyrkisk, måske iransk kvinde – i hvert fald en kvinde med tørklæde om hovedet og en lidt brunere tone i huden. Uden på var jeg forvandlet, men indeni var jeg jo stadig den samme, og jeg må indrømme, at mine ben rystede lidt under mig, da jeg blev sendt af sted, op og ned ad gaden og ind i butikker for at handle – og i det hele taget opføre mig som enhver anden kvinde ville gøre på sådan en smuk eftermiddag i København. Tankerne myldrede rundt i hovedet på mig. Hvad ville folk mon sige? Ville de kigge anderledes på mig? Ville jeg blive afvist eller talt ned til? Men der skete ingenting. Slet intet. Eller det vil sige, der skete blot det, der plejer at ske, når jeg går på gaden blandt andre mennesker: Nogle smiler, andre ænser mig ikke, nogen bumper ind i mig, jeg bliver ekspederet i butikkerne, og alt er, som det plejer. Jeg oplevede det helt neutralt at have tørklæde på, og det var så befriende! Jeg blev ikke set på med andre øjne, jeg var bare en helt almindelig kvinde. Men indeni var jeg glad, glad for den åbne, mangfoldige og tolerante by, jeg bor i.
Den dag var jeg brunøjet med hjælp fra kontaktlinser. Til daglig er jeg (grøn)blåøjet. Men jeg er ikke naiv. For jeg ved jo godt, at det tørklæde stadig kan få mange menneskers blod i kog. Og måske er tørklædet helt almindeligt i København – for det vi ser og møder og mærker hver dag, det er ikke ukendt – og det er jo det ukendte, vi frygter mest. Måske havde reaktionerne været anderledes, hvis jeg havde gået en tur i en lille jysk by. Men jeg ved det jo ikke, for jeg har ikke prøvet det.

For mange er det et symbol på kvindeundertrykkelse, når en muslimsk kvinde bærer tørklæde. Og det provokerer og støder mange, at nogen i vores moderne og oplyste tid, vil lade sig undertrykke og kue på den måde. Det fandt jeg også ud af på egen krop, da jeg postede billedet af mig på Facebook. Det gav anledning til mange kommentarer, både positive men også meget negative.

Jeg har flere tyrkiske veninder. Nogen af dem er politisk aktive, andre er i gang med en videregående uddannelse, mens nogen både kører karriere og familie. Nogen af dem går med tørklæde, andre gør ikke. Men noget af det sidste, jeg vil sige om de kvinder, er, at de er undertrykte. For dem er tørklædet en kulturel og religiøs ting, det har intet med undertrykkelse eller kvindehad at gøre. De er alle kvinder, der aldrig ville lade sig kue eller gå glip af muligheder i livet. De går bare med tørklæde.

//Pia Allerslev