Lidenskab for musik!

Creators

Af Le Gammeltoft
I Lørdags, den 13. oktober, tog Sound of Copenhagen et nyt skridt i sin odyssé for at give den elektroniske musik en scene i Danmark – en live koncert med et væld af store og små navne i Koncertsalen.

Hovedpersonen og værten bag arrangementet var Le Gammeltoft, som I dagens dontt beskriver sin oplevelse af en fremragende aften I Koncerthuset.


Stemningen backstage var fantastisk lige fra starten af. Alle de søde musikere, der havde sagt ja til at bakke SOC op, havde haft lydprøver i løbet af dagen, og der var gang i Sushi og fadøl, da jeg kom lidt over 20. Det kan være lidt af en udfordring at have ‘styr på’ så mange optrædende, men DRs folk havde virkelig Fod på det. Jeg prøvede bare at slappe af og nyde , at jeg kun skulle koncentrere mig om min rolle som konferencier.

Hold op, jeg havde sommerfugle – eller måske lopper – i maven, da jeg gik på scenen for at byde publikum velkommen lørdag aften sammen med Simon Jul i DRs koncertsal. Jeg havde arbejdet på SOC live i et lille år, så på en eller anden måde, var det ubegribeligt, at aftenen endelig var kommet. Men hvor var det fedt, at Simon stod der oppe sammen med mig. Han forstår virkelig sjælen i Sound Of Copenhagen og er så dygtigt til at skabe varme og god energi på scenen og blandt publikum.

Da musikken begyndte rejste hårene sig. Lyden var bedre end jeg havde turde håbe på, og publikum tog for vildt imod alle de optrædende. Der var også noget for enhver smag. Egentlig gik hele aftenen utroligt hurtigt. De fleste kender nok godt det der med, at glæde sig vildt til noget, og så dagen efter tænke “shit, er det allerede overstået”.. Sådan har jeg det nu. og alle de ting, jeg var bange for kunne mislykkes, gik helt perfekt! Hvor er det også sindssygt, at man kan samle så mange optrædende og så mange gæster, og at ALT bare går glat. Den havde jeg ikke set komme. Må indrømme, at var jeg ikke lige blevet mor, så havde jeg nok festet til den lyse morgen, for adrenalinen og glæden piskede rundt i kroppen, da vi kom op til efterfesten (efter en ret tosset efter-koncert backstage, hvor Suspekts Opa Opa band spillede op til dans).

Jeg er fanme rørt over, at alle de mennesker, der har været involveret i projektet, har givet så meget fed energi til SOC. Det er nogle skønne mennesker, der siger ja til at arbejde så hårdt og give så meget. Det er den lidenskab for musik SOC handler om!

// Le Gammeltoft