KLARAS VEJ

klara sofie svendsen

Min vej – Den med Klara Sofie Svendsen.

I hvert afsnit af “Min vej” skal vi møde en ny person, som har nået nogle væsentlige mål indenfor hans/hendes erhverv. Vedkommende fortæller kronologisk, hvordan de er nået dertil.
Nogle er gået den naturlige vej, mens andre har gået den besværlige omvej… Alle veje er lige rigtige, og de her “veje”, som vi udvælger, er helt sikkert interessante.

I dette afsnit af “Min Vej” skal vi møde Klara Sofie Svendsen….. Og hold lige godt fast. I en alder af kun 27 år, har hun allerede arbejdet med nogen af de største tv produktioner herhjemme, kommunikationsbranchen indefra og start-up projekt. Der har kort fortalt været run på, og læg så oveni at Klara har 2 børn sammen med sin mand Ask.

Her er Klara Sofie Svendsens VEJ!


Navn: Klara Sofie Svendsen
Job: Digital forretningsudvikler, Metronome Productions
Alder: 27 år

Starten: Om min kærlighed for fjernsyn

Jeg har altid haft et arbejde (altså næsten altid). Men første gang for alvor mærkede en faglig gnist, var da jeg efter gymnasiet startede job som runner på et tv-produktionsselskab – Metronome Productions. Jeg arbejdede først som runner og senere som produktionsassistent, caster og hvad der nu ellers lige var brug for på produktioner som Masterchef, Luksusfælden, Bingo Banko, Hvem Vil Være Millionær, Stjernerne På Slottet m.fl.

Pludselig en sommerdag dumpede en mulighed ned fra himlen, og jeg gav mig i kast med børnefjernsyn hos STV, som både konceptudvikler, tilrettelægger, caster og vært på et børneprogram vi kaldte Safari Safari. Tiden fløj afsted og på den anden side af projektet stod jeg med mine bare 21 år, og følte at det var for tidligt for mig at sælge min sjæl 100% til TV – i hvert fald så længe jeg ikke havde prøvet noget andet.


Studiet: Erkendelsen af at ville lære af mennesker – ikke af bøger

Så jeg søgte ind på CBS og startede på Ha(KOM). Ret hurtigt fandt jeg ud af at min tålmodighed rakte som en skrædder i helvede til et studie på CBS, og jeg havde svært ved at finde disciplin og koncentration til at fordybe mig i bøgerne. Men det passede mig dårligt at droppe ud, så jeg fik ved siden af studiet en 20-timers stilling hos Kforum. Som projektleder, kursus- og netværksleder, skribent, marketingmedarbejder, community manager og kontorets k-lillesøster lavede jeg titusinde fejl, brændte nallerne og fik koldsved over opgaver jeg ikke vidste hvordan jeg skulle løse. Men jeg voksede med opgaven, to år gik stærkt og da jeg forlod K-forum til fordel for et mindre digitalt bureau, var jeg meget dygtigere end da jeg startede.

Børnene: Hvorfor mine børn (og barsler) aldrig har været en arbejdsmæssig hindring

Som 23-årig blev jeg gravid med mit første barn. Og efter seks måneders barsel tikkede en mail ind i min inbox. Den var fra Thomas Madsen-Mygdal – et på det tidspunkt ukendt navn for mig, som skrev: “Jeg har ikke et job, men en udfordring. Vil du drikke en kaffe?”

Udfordringen hed Klub og briefet var sparsomt, men jeg overgav barslen til min mand og gik i gang. Som allerførste kvinde ombord på klub-projektet skulle jeg skabe en medlemsklub i København – et slags refugium fra storbyens kaos. Det første år gik med konceptudvikling, design, beta-testing og sparring fra folk rundt om i byen, og pludselig kunne vi kalde os selv en rigtig klub. En klub der i dag tæller omkring 10 ansatte, en restaurant, kontorfaciliteter og mere end 250 medlemmer. Og da Klub overgik fra udvikling til drift havde jeg gjort det jeg var bedst til. Jeg blev gravid igen, sagde mit job op og fødte som 26-årig familiens lillebror. Læs om vores prioriteringer i forhold til familie- og arbejdsliv her.

Fremtiden: Om at vende tilbage til TV og føle sig hjemme

Med to børn på bagen, samt flere års erfaring i konceptudvikling og digital kommunikation havde jeg lyst til at vende tilbage til TV-branchen, og allermest havde jeg lyst til at vende tilbage til min gamle arbejdsplads hos Metronome Productions. Jeg havde en idé om, at min tv-viden kombineret med min viden indenfor konceptudvikling og digital kommunikation kunne bruges i samspil, og jeg pitchede mig selv ind til en stilling hos Digital Forretningsudvikler hos min gamle chef, Tina.

Status pt er at jeg i februar startede i selvsamme stilling hos Metronome Productions, og at jeg føler jeg er havnet på den helt rette hylde. Og at jeg i øvrigt, efter 6 år, færdiggør min bachelor på CBS til sommer. Læs nyheden om mit job hos Metronome her og læs mit fulde cv her.

Tak fordi du læste med.

/ Klara Sofie Svendsen


LÆS DE ANDRE AFSNIT AF “MIN VEJ” OG MØD FLERE INSPIRENDE PERSONER HER.

virksom_banner


Om “Min vej”
”Min vej” er præsenteret i samarbejde med Virksom – En organisation, der ved hvad det kræver at være selvstændig. Med et medlemskab hos Virksom får du en sparringspartner, der styrker og udvikler dig som selvstændig gennem målrettet rådgivning og en lang række services. Se hvordan Virksom kan hjælpe dig her.

Hos Dontt.dk er vi glade for samarbejdet – Vi vil iværksætteri det bedste!

Læs mere om samarbejdet her.