KILL YOUR DARLINGS

Madvig

Jeg har haft ca. 3 måneders pause fra dj-pulten mens vi fik vores nu 12 uger gamle guldklump, Hugo Max. I mellemtiden er lyden fra foråret ved at være godt udspillet, og de spillelister, der har tjent mig gennem 6 måneders DJ sets, er nu en bunke rod af tracks både publikum og jeg for det meste ikke har lyst til at høre mere.

Da jeg spiller mit første set efter sommerferien, mærker jeg en velkendt fornemmelse. Nervøs som en nybegynder. Både fordi jeg har købt en masse ny musik jeg ikke har afprøvet eller kender endnu og mine gamle lister har kun 3-4 brugbare tracks imellem de hver især ca. 30-50 gamle tracks der er at sortere imellem. Det er megastressende når man bruger det track der spiller, ca 5 minutter,  til at gennemsøge playlist efter playlist for at finde det næste track.

Alle tracks er vigtige når man spiller for et publikum. Hvor er vi, hvor skal vi hen, hvordan vil jeg ramme dem næste gang. På 1 time spiller jeg måske 12 tracks i alt – og ud af 1500 mulige trakcs er det jo en brøkdel. Imens jeg står helt frantic, tonser gennem listerne og hukommelsen kører på overdrive for at huske 1 million forskellige, underlige producernavne og titler, dukker det rigtige track for det meste op. Ellers er jeg nødt til at gå efter plan B, C eller D, som jeg har loaded ind i hjernen i løbet af mit playliste scan. Men om jeg vil det eller ej, og selvom jeg på det kunstneriske og psykiske plan gennemgår en Iron man, er det en nødvendighed at fornye mine playlister og min lyd.

Det sker ca. 1 gang om året, at jeg er tvunget ud i denne musikalsk udrensning. De tracks jeg har, lever ikke længere for mig. En ny samling skal skabes. Nye tracks dukker nogle gange op i løbet af en manisk playliste search, imens tracket der spiller er gået på sidste minut på nedtællings skærmen. Plan B, C og D er ikke de rigtige alligevel, eller jeg kan ikke nå at finde dem – jeg skal vælge noget.. NU! Jeg vælger et track jeg har købt for nylig. Den eneste sikkerhed der er for at tracket virker, er at jeg for helvede selv har købt det. Jeg har siddet og gejlet i sofaen og tænkt: “DET her kommer til at rocke TS.. Yai!”. Her står jeg så. Holder vejret. Spiller det. Virker det? Totalt! Fedt! Nummeret bliver noteret på den indre skærm og husket i de kategorier som den leverede varen i – “Floorfiller” “Hit” “Cool” “Funky” “Opvarming” ovs.

Men vejen til at få en ny røvfuld tracks på bruttolisten er fandme lang. De gange hvor den vilde jagt efter næste tack fejler er top nederen. Der hvor man spiller det rigtige track men på det helt forkerte tidspunkt. Der hvor man, i stedet for at masere stemningen og styre den videre ned af den vej den har det godt på, kommer til at hakke bremsen i og nulstille hele atmosfæren i lokalet. Fuck hvor gør det ondt når man er i gang med at opfinde nye tracks. Pludselig tør jeg ikke tage chancer. De nye tracks bliver alle byttet ud med sikre travere fra arkivet. Men det gælder om at komme hurtigst muligt tilbage på sporet igen. Få publikum tilbage. De skal elske musikken og ikke mindst mig, igen. For satan det er vigtigt at føle sig elsket.

Som DJ er man kun så god som sidste job. Og hvis publikum er kræsne, er man kun så god som sit sidste track. Et track kan ødelægge meget for dig. Du kan miste respekten fra et bevidst publikum på kun ét eneste forkert track – og endnu værre er det, at ens selvtillid får et dyk når intuitionen slår fejl. Med en helt ny playlist kan det tage et par jobs hvor det kører op og ned, før man har lært de nye tracks rigtigt at kende. En måde jeg bliver bedre bekendt med de nye tracks er at lægge listen på iPhone, og lytte igennem når jeg er i fitness eller når man går eller cykler fra sted til sted. Hvor end man har mulighed for at lytte rigtigt efter. Stille og roligt får man sat lyd, stemning og titel på de nye tracks, hvad de kan og hvad de skal bruges til. Hver gang et track kan noget ser jeg ned på skærmen og gentager titlen for mig selv om og om igen, så det kan huskes til weekenden.

Og så står man der igen. I pulten med de nye tracks. Endelig klar til at sætte dem på – på det rigtige tidstpunkt. De nye tracks begynder at virke. Et nyt soundtrack er begyndt at forme sig. Væk er den glade og mere pæne lyd der har fyldt forår og sommer, og ind kommer vinterens lidt mere rå og clubbede univers. Hver eneste gang jeg skifter mine tracks går jeg igennem denne usikkerhedsfase – og næsten hver gang jeg gør det, tror jeg at NU er det slut. Nu har jeg ikke længere min DJ mojo. Men hver gang kommer jeg stærkere ud på den anden side. Og uanset hvor ubehageligt det kan føles at være på tynd is, føler jeg det er en vigtig del af den kreative process at rense ud, mærke usikkerhed og frem for alt overkomme den.

Og derfor har mit mantra som DJ gennem snart 25 år været “Lets face the music, and dance!”

//Thomas Madvig