Jeg tror sgu jeg har fået feber…

ambassadør_profile_thomas_refdahl_1

Den gamle militærvogn triller afsted gennem det bakkede terræn. Det tager ca. halvanden time at køre fra Kangerlussuaq til kanten af Indlandsisen. Vi sidder med vores dunjakker på og har læsset vognen med soveposer, rensebenzin, personligt grej, reb, pulke, et gevær og meget andet. Jeg nyder udsigten over det golde landskab. Der er gået et år siden turen blev booket – nu sker det.

20 minutter efter vi er ankommet, og kæmper med at sætte vores telt op, er mine fødder så kolde, at det giver mig hovedpine. Støvlerne, der skulle være testet ned til minus 71 grader, samt to tykke sokker er ikke nok. Samtidig har jeg allerede fået hvide pletter på næsen, der er det første tegn på forfrysninger.

Sådan startede mit Grønlandseventyr…men det blev bedre en kolde tæer og forfrysninger, trods alt. Turen har været et sammensurium af oplevelser; naturen, intetheden, fysiske udfordringer, mentale udfordringer, ledelsesøvelser, sammenhold, gode minder og meget andet. Jeg har sovet i telt i minus 40 grader, jeg har isklatret med steigeisen (påspænding af pigge under klatrestøvlerne) og isøkser op en af isvæg, jeg er blevet redet op af en spalte af mit team, jeg har set moskusokser, jeg har kørt på hundeslæde, jeg har set nordlys så kraftigt, at hele himlen dansede over os, jeg har lært at jeg skal blive bedre til samarbejde og lytte, og jeg har lært at jeg skal tæmme min iver og mit engagement. Dette er blot nogle af de indtryk turen har efterladt i mig

Det vigtigste jeg har lært er dog, at folk er forskellige. Er det, det hele, tænker du måske? Og er det ikke givet, at folk er forskellige? Jo, absolut. Men ikke givet på den måde jeg har lært på denne tur. Du kender det helt sikkert. Du giver en besked videre, som du har givet så klart, at den ikke kan misforstås – men det bliver den. Du siger noget positivt til din kæreste – hun bliver ked af det. Du giver et godt råd til en kollega – han bliver sur. Hvorfor? Fordi folk er forskellige. Gode intentioner bliver opfattet som dårlige. Positive indvendinger bliver set som irettesættelse. En kærlig tanke ender med at have den modsatte effekt. Det sker hver dag, for os alle sammen!

Turen til Grønland har givet mig en bedre forståelse af, hvorfor mennesker kan have svært ved at kommunikere. Det har givet mig et meget bedre samarbejde med mine to forretningspartnere. Det har givet mig en øjenåbner i forhold til kommunikationen med de sælgere jeg til daglig har ansvaret for. Og nå ja, så var det en oplevelse for livet.

Idéen med det ledelseskursus vi var på i Grønland er, at få folk ud af deres komfortzone. At tage folk ud på et af de mest øde steder man kan forstille sig, Indlandsisen, og her konfrontere dem med deres stærke og svage sider, under disse barske forhold. I stedet for et komfortabelt mødelokale, med Cola Zero og weinerstang fra Lagkagehuset, bør der oppe på isen komme et mere ærligt og sårbart resultat ud af disse konfrontationer. Dette, fordi folk i forvejen er pressede i mangel på varme, bløde mødestole og Cola Zero.

Var jeg så presset? Var jeg ude af min komfortzonen? Nej, faktisk ikke. Ud over de kolde tæer og de jævnlige forfrysninger, der hurtigt blev en del af ”dagligdagen” oppe på isen, så nej. Jeg nød det i fulde drag! Vores instruktør mente vi var et stærkt team, og at det vi ville få ud af turen ikke nødvendigvis var det samme, som andre, der ikke har samme ”fornøjelse” ud af at befinde sig i den slags omgivelser, som vi måske havde. Han havde nok ret. Men mange gode ting, som nævnt ovenfor, bruger jeg hver dag efter vores hjemkomst – og det har været hele turen værd.

Man taler om ”den arktiske feber”. Det at blive draget af den type forhold man bl.a. finder på Indlandsisen, eller på Svalbard, hvor is, sne, ekstrem kulde og fuldkommen intethed er nøgleordene. Jeg tror den har ramt mig. Jeg var dårligt kommet hjem, før jeg tænkte, ”hvad skal jeg så næste gang?”. Der er noget om snakken, man bliver draget af at befinde sig midt i intetheden. Eller jeg gør i hvert fald. Jeg glemmer tid og sted og lever mig 100% ind i øjeblikket. Ingen mobil, intet internet, ingen TV, ingen dagligdagsluksus som lokum, take-away og varme. Jeg har mange idéer til ture jeg gerne vil på, med ski og pulk, eller noget bjergbestigning. En uge eller to med naturen og intetheden, ikke dårligt!

Lige nu er det kun drømme, det koster penge og tid, at gøre den slags. Men heldigvis er det sådan, at det for mig er hver en krone værd. Selvudvikling og naturoplevelser går godt i spænd. Og der kommer flere ture for mit vedkomne, uden tvivl.

Jeg tror ikke min Dontt denne gang skal være en morale, som sådan. Det er en opfordring. En opfordring til at følge dine drømme, dine lyster, dine skøre tanker og din eventyrfeber. Går du og drømmer om at bestige et bjerg, se elefanter i Afrika, tage på rygsæktur til Asien, eller starte en virksomhed – så gør det! Jeg bliver irriteret når folk siger til mig, ”ej, jeg ville gerne have lært at spille guitar”. Jamen hvem fanden stopper dig? Start i morgen! ”Ej, jeg gad godt løbe et marathon”. Her er et program (google is your friend) og her er et par løbesko – kom i gang! Du er kun det menneske du gør dig selv til. Brug hver dag som var det din sidste, lev drømmen ud og lær alt, hvad du kan undervejs. Hils derude, du vil ikke fortryde det;)

//Thomas Refdahl