Jeg er stærkere end nogensinde!

andreas

I sidste uge fortalte Les Deux´s grundlægger, Andreas von der Heide,  2 store nyheder til dontt.dk.
1) Les Deux lancerer i et stort samarbejde med Intersport en ny løbetøjskollektion.
2) Andreas planlægger at løbe Badwater, som af mange bliver betragtet som verdens hårdeste løb (218 km, gennem Death Valley i 50 grader på under 48 timer).  – ( Læs sidste uges artikel her ) 

Vi fik en snak med Andreas og fik flere svar på, hvad planerne indeholder:

1. Hvilke overvejelser har ligget bag, at du vælger at løbe Badwater?
Jeg har kendt til Badwater i et par år, og det er uden tvivl en af verdens hårdeste præstationer. Personligt for mig har det handlet om at bygge på. Det gælder forretnings- såvel som sportsmæssigt. Jeg har lavet nogle vilde ting, men jeg ved, at min psyke og min krop er stærkere end 250 km gennem ørkenen. Det handler i sidste ende om at flytte grænser for sig selv og udfordre status quo for at blive endnu stærkere.

Mange af mine overvejelser har ligget på min ryg og mit ansvar for min familie. Jeg fik en svær diskusprolaps efter ørkenen, og den skade er da i mine tanker, hvorfor jeg denne gang skal træne op på en helt anden måde. Jeg har sammensat et team af trænere og behandlere, som skal sørge for, at jeg står stærkere end sidst, og at jeg har hele kroppen samt mit sind med i det her – jeg skal hjem i hel stand til min familie.

Dertil mødte jeg for noget tid siden et par Mckinsey drenge, som mente, at det krævede mere at være Mckinsey konsulent end at bygge en forretning og lægge ørkenen ned. Dertil var mit svar, at de aldrig havde præsteret noget på egen hånd, så de kunne møde mig i Death Valley og vise, hvad de var lavet af. De får nok en tanke på vejen.

2. Hvad skal der til for, at du kvalificerer dig?
Man er ikke garanteret en plads, medmindre man har vundet nogle ekstremløb, som for mig ikke er mulige. Derfor handler det for mig som minimum at opfylde kravene for at kvalificere sig. Det betyder, at jeg blandt andet skal lave 3 ekstremløb på ca. 150 km. pr. løb, inden jeg tilmelder mig. Lige nu er min træner og jeg ved at lægge en strategi. Det kan forhåbentligt blive 2017, men ellers så er det en 2018 kvalifikation, som jeg får.

Jeg kommer med, det er der ingen tvivl om.

3. Kan du løfte lidt mere af sløret for den kommende løbetøjs-line, som Les Deux snart sender på gaden?
Der er et kæmpe gap i det danske løbemarked. Jeg synes, at der mangler et produkt, der er til alle, men samtidig er super cool og som kan gøre os danskere stolte over at smide over hovedet. Vi starter ud med løb og leisure wear, men det skal udvides, når vi har proof of concept. Det er et projekt, jeg har drømt om længe og arbejdet i det skjulte med. Det er et projekt, jeg sætter alt ind på og har ansat et super stærkt team, som skal løfte opgaven. Jeg har taget min viden fra alle mine løb og sat mig sammen med Intersport Worlds udviklere og lavet et produkt, der er så skarpt, at det uden tvivl bliver en kæmpe succes.

Les Deux filosofien om livsstil med klassiske linjer er selvfølgelig tænkt ind i konceptet, så man bevæger sig et sted lige på kanten mellem fashion og sport.

– Det vil komme til at larme.

4.Hvor kommer man til at kunne købe det?
Vi lancerer det i udvalgte tøjbutikker og samtidig 35 Intersport butikker i Skandinavien. Vi har valgt Intersport som partner, da de har musklerne til at rykke os tungt og rigtigt ud, samt de har ekspertisen inden for sport. Samtidig er Intersport en familiedrevet virksomhed, som tiltaler mig meget. Den måde, de driver forretning på, kan vi relatere til, og vi vil det samme – bygge Danmarks nye store sportsmærke.

Læs/genlæs (Og se billeder) fra da Andreas von der Heide præsenterede planerne om Badwater (og se sneakpeak af løbetøjet)

altandk_drømme