Og når det er sagt, så vil jeg gerne indledningsvis fortælle dig, at jeg var bange for barsel. Hunderæd.

Jeg var bange for barsel, fordi jeg var bange for at miste mit gode forhold til  det der med at slippe for, at være på arbejde, som jeg normalt kalder fritid. Jeg forestillede mig, at barsel forkvaklede min ven – Fritid – og gjorde ham til en verden, hvor nynnende gåture med barnevogn og kaffe, blev forvandlet til krigeriske missioner udstyret med rullende rambuk og bægre fyldt op med 95 grader varm økologisk ondskab, som blev hurtigt ledsaget af faretruende mimik, hvis nogen skulle have lyst til at bevæge sig ind foran mig på et ellers frit fortov. En verden hvor prustende mislyde fra mit svælg efterfulgt af en nærmest endnu mere larmende omgang øjenrul, pludselig blev et dagligt redskab, som kunne ibrugtages, hvis folk uden nogen form for køretøj, kunne finde på at tage elevatoren op fra metroen. Jeg har altid forestillet mig, at enhver tilbageværende glød i øjet, erhvervet på livets landevej, ville blive slukket og overtaget af en gråtone i både øjne og ansigtsfarve, når barsel indtræder.

Jeg tror man kalder sådan en, som mig, for en idiot.

Mange kvinder vil i hvert fald kalde mig for en kæmpe én af slagsen. Jeg troede, at en kvinde havde presseveer i den fulde længde af en fødsel, lad os sige 19 timer.  Det er immervæk en del børn (og pølser, hvis man var en mand) der kunne blive klemt ud, hvis man skulle trykke så lang tid. Jeg tog rimeligt meget fejl der.

Og så nu også med begrebet barsel.

Barsel er hårdt arbejde, men en kæmpe øjenåbner, som mænd bør opleve. De første par måneder efter fødslen er man top undværlig og har ingen anden funktion end at ”bare være der”. En ting jeg forestiller mig rigtig mange mænd har svært ved. Især mig. For jeg kan godt lide keglebillard. Og vi har ikke et keglebillardbord derhjemme. Men når de første par måneder så er overstået, står man pludselig med et barn, som kan kigge på én, reagere på én og som kan falde i søvn på én i en vished om, at man er en person, som den føler sig tryg ved og ikke bare rar, at ligge på fordi man er varm og tyk. Tænk sig pludseligt, at gøre nytte i det lille hjem. Det havde jeg ikke prøvet før.

Hvis ikke det var for det væmmelige begreb ”barsel”, havde jeg nok bare fortsat bildt mig ind, at jeg var undværlig og rationaliseret mig frem til, at det nok var bedst for alle, at jeg lige spillede en omgang skomager mere. Men der er meget, at lære endnu – skal jeg hilse at sige.  Foran mig står der mange ting, som skal indlæres og automatiseres. Fx noget om, at jeg skal stå op om natten, huske at putte biotex på tøjet med bræk på, trøste den lille når hun græder og ikke tage billeder af hende for at smide på instagram, opfinde lyde, som hun griner af, i stedet for, at få hende til at falde i søvn og spille trommer med hendes arme når hun skal spise mos med sin egen ske. Jeg tror på jeg nok skal lære det. Og jeg tror nok, at jeg i den sammenhæng skal anlægge mig en rynke eller to og måske endda gå en tone længere mod ”grå” i øjen- og ansigtsfarve, men det er ok…

Jeg synes jeg er stødt på kvinder, som med et smil fortæller om, hvor hurtigt barslen er gået og om, hvor dejligt det er, at være tilbage på arbejde. Jeg kan måske forstå dem lidt. Altså lidt. Jeg har jo kun haft et par ugers barsel indtil videre, så kan af gode grunde ikke udtale mig om, hvordan det er, at være på i et helt år. Men jeg ville bare være ked af, hvis tiden gik for stærkt.

Jeg har lyst til, at tiden går viiiildt langsomt. Og det er jeg fandme fordi jeg nyder at melde afbud til crossfit og løbedates for kunne gå tur med min datter. Som sover. Og jeg nyder at spise chips med dip på en onsdag aften, når min datter har lavet dagens sidste klamme lort. Og sover. Jeg kan gøre lige hvad jeg vil når hun er glad og når hun sover. Og når hun ikke er en af de dele, så lærer jeg en masse og den tid vil jeg ikke have skal gå for stærkt.

Som sagt – jeg elsker barsel! Jeg er i hvert fald overhovedet ikke bange for det mere. Kl er 23.20 og nu går jeg i seng. Vi har en lang dag foran mig i morgen.

De kærligste hilsner

//Jasper Ritz