IKKE ALT DER TÆLLER, KAN TÆLLES

“Weekendens tur var god, men de kommende uger skal du øve tri-kørsel på de lange ture. Der kommer snart stævne, og jeg vil gerne have at du er helt komfortabel med at ligge i bøjen og finde korrekt pace.”

Hvis man ikke lige er inde i triatlonsportens lingo, er ovenstående formentlig det rene volapyk. Beskeden der gives (og som er en instruktion om at træne, hvordan jeg sidder på cyklen, når jeg læner mig forover i det særlige styr, som man bruger i triatlon), kommer fra min gode ven og træner, Aleksandar. Han har påtaget sig den opgave at gøre mig klar til Ironman Copenhagen i august 2014, og det er en proces, der ikke alene styrker min form, men som også piller ved min selvforståelse.

Jeg er vant til at træffe beslutninger. Nogle små. Andre store. Jeg træffer beslutninger, der får konsekvenser. Nogle skaber glæde. Eller gør andre ulykkelige. Nu er jeg så havnet i en uvant rolle. Jeg er kommet i mesterlære. Og det er mange år siden, jeg sidst var det.

Jeg er faktisk blevet ret uvant med at blive belært om hvad jeg skal og ikke skal; højst er jeg vant til at bestyrelsesformanden beder om en økonomisk rapport eller en status på et aktuelt projekt. Og min distance til pladsen som lærling er langt fra en fordel for mig nu.

Jeg er nu eleven, der skal løse de opgaver læreren stiller; her hedder det bare atlet over for træner. Træningspas og tests skal gennemføres. Resultaterne skal rapporteres, og træneren kommer med feedback. Gennemfører jeg ikke, eller dropper jeg ligefrem et træningspas, skal jeg forklare mig. Sådan er det bare, der er afregning ved kasse et – hver gang!

Min træner Aleksandar kan selvfølgelig være ligeglad med om jeg dropper et træningspas, men hvis jeg gør det uden nogen grund som jeg kan argumentere for, svigter jeg ikke bare det arbejde, han lægger i at styrke min form, men jeg svigter også mig selv og det mål, jeg har sat; dårlig træning bringer mig kun længere bort fra målet, der helt konkret er at gennemføre Ironman Copenhagen på under ti og en halv time.

Det samlede arbejde mod målet er til tider hamrende svært og besværligt. Når teknikken driller i svømmebassinet, når jeg ikke træder helt så mange Watt på cyklen, som jeg mener, jeg kan, eller når timingen i løbet rammer skævt. Når jeg tror jeg har lyttet – og lært – men så alligevel fejler. Det er fandeme svært og hårdt.

Heldigvis mærker jeg på den anden side også fremgangen og jubler i mit stille sind, når der kappes sekunder af i intervaltræningen – og her føler jeg rent faktisk, at noget lykkes, at der er progression og at alle de seje timer er værdifulde, når alt kommer til alt.

At være på skolebænken igen er egentlig essensen af ledelse: at lytte, at lære, at blive bedre og handle derefter. Og hvor ubegribeligt det end lyder, så giver de 10-12 timers træning om ugen, der skal bruges  enten i bassinet, på cyklen (ude eller inde) og med løbeskoene på, faktisk endnu mere energi.

Isoleret set betyder de hundredvis af træningstimer ikke alverden. I det brede perspektiv gør resultatet på race day heller ikke. Eller kogt ned til hvad nogle tilskriver Albert Einstein en gang at have noteret på sin tavle i auditoriet: Det er ikke alt som kan tælles, der tæller. Og ikke alt der tæller, kan tælles.

Hvad der derimod tæller, er det, jeg har lært om mig selv i processen, Det som jeg tager med mig. Det at jeg er blevet klogere på mig selv, og det som jeg formår at bringe videre til andre: Lyt, lær, handl derefter, så rammer du rigtigt.

I parentes bemærket: (Hvis du fanger mig søndag den 24. august på målstregen, vil jeg jo nok i en kort udmattet stund mene, at resultatet uden tvivl betyder og tæller alverden – ingen tvivl om det!)

/Thomas Lytzen
@Lytzen

Følg dontt på:
FACEBOOK
TWITTER
INSTAGRAM