Hvis vi nu rykker tæt, tæt sammen…

christoffer-grønlund

Jeg er et udpræget familie-menneske. Jeg elsker mine forældre og min bror mere end noget andet, og jeg kan ikke forestille mig mit liv uden dem. Det betyder samtidig, at begivenheder i deres liv i mindre eller større grad også gør indtryk på mig. Denne sommer især. Begge mine forældre er nemlig gået på pension.

Da de for ca. 1 år siden begyndte at lufte deres tanker omkring at gå pension blev jeg grebet af en art af panik. “Jamen hvad skal I så?!”, “Har I nu tænkt det ordentligt igennem? – jeg mener, I har jo dedikeret jeres liv til jeres profession!” og “Er I nu sikre på, at det er det rigtige tidspunkt?” har jeg flere gange sneget ind i snakken omkring pension, men sandheden er formentlig dén, at det i højere grad handlede om min uvilje til at erkende, at mine forældre bliver ældre… og jeg altså er blevet voksen. Man kan lave mange sjove ting i sit liv (og dét har jeg!), men nogle ting er lissom ‘reserverede’ til forskellige dele af livet, og det kan på en måde være skræmmende at erkende, at første del af livet altså ér overstået.

Noget af dét jeg ønsker i mit liv er at ende som mine forældre. De afskedsreceptioner jeg har været med til over sommeren har efterladt mig med glædestårer i øjnene, og et klarsyn over præcis hvor vellidte og afholdte de begge har været igennem hele deres lange karrierer. Tænk at efterlade et indtryk, så markant iblandt sine kolleger og arbejdspartnere igennem årene, at hundredevis af mennesker møder op for at sige farvel. Det ser man ikke meget til længere, og jeg er både stolt og glad for at mine forældre har oplevet det.

Til min mors afsked blev hun danset for, æret, talt til og mest af at; smilt til med så stor respekt, at det næsten bringer tårer i øjnene på mig at tænke tilbage på. Én af de mange kreative elementer som blev brugt var sangen “Nærmest lykkelig” af TV2 – et orkester, som har et særligt sted vores families hjerte. Sandheden er jo dén, at man meget sjældent i livet er komplet lykkelig… men ‘nærmest lykkelig’ er også fantastisk, og forstår man at nyde den lykke, så vil ens livsglæde også stige derefter. Måske er det derfor, at mange (også her på Dontt) altid opfatter mig som så ‘fandens glad’ J

For mindre end 1 år siden samlede min far, som var skoleinspektør, sine lærere og spillede (som han havde for vane) et musiknummer for dem. Det var Marie Key, som på dét tidspunkt endnu ikke nød godt af samme (fortjente!) airplay som nu, og nummeret var “Landet”.

“Hvis vi rykker tæt, tæt sammen. Dykker ned og henter lidt af varmen, så kan vi flip’ den mønt i tide. To skridt til den anden side.”

Idag er det en ny dag på min fars skole – han er der nemlig ikke længere. De skal have en ny inspektør – en ny leder, men det er ikke noget de er glade for – tværtimod. Således blev min mor, min bror, jeg og naturligvis min far mødt af yderst bevægede lærere og ledelse, som havde arrangeret en overordentlig flot afsked sammen med hundredevis af figurer, som har været en del af hans karriere. Mest rørende var det dog, da skolens 4 musik-lærere fremførte “Landet” af Marie Key til ære for, ja min far. Denne gang var bevæggrunden ikke arbejdsmæssig eller politisk – den var personlig, unik og rørende. Jeg glemmer det aldrig, og det er jeg sikker på, at min far og mor heller ikke gør.

“Hvad er så pointen, Christoffer? Du plejer at være glædens moralske vogter og fortælle historier om hvorfor vi skal være glade!”

Pointen er, at målene i mit liv er skiftet efter at have oplevet mine forældres afskedsreceptioner. Den ærefulde afsked med kolleger, venner, samarbejdspartnere og venner fortæller noget om dig. Ikke bare som arbejdshest, men som menneske, og hvis jeg om lang tid vil blive sagt farvel til blot halvt så rørende, som mine forældre er blevet, så regner jeg mig selv som en heldig mand.

//Christoffer Grønlund