Get moving, pattebarn!

Sebastian

Der er nærmest ikke noget mere deprimerende end folk, der tror det giver deres ord mere vægt, hvis de lige slutter af med at brøle ”det er en ommer!” Generelt har reklameslogans en udløbsdato af nogenlunde samme længe som en bakke økoæg, hvis de ikke skal blive ulideligt ulækre. Men selvfølgelig gælder der andre regler for mig.

Jeg synes nemlig at Sundhedsstyrelsens ”Get Moving”-kampagne er langtidsholdbar, og så effektiv at jeg griber mig i at mumle sloganet på en daglig basis. Eksempelvis når jeg ser forældre slæbe omkring på børn, der udmærket kunne gå selv, eller når mænd fragter deres fuldvoksne kærester omkring i ladcykler. Eller bare generelt når jeg ser en bilkø af den klassiske ”én mand per blikkasse gennem København i myldretiden”-type.

Hvad der får voksne, veluddannede mennesker i fuld funktionsdygtig forfatning til at foretrække at sidde klemt inde der og file på deres koblinger er et mysterium på linje med hvorfor ”Den Afskyelige Snemand” ikke har valgt en anden PR-strategi.

Jeg ved godt at rigtig mange danskere er vanvittig gode til at opdigte logistik-problemer, der gør at de er NØDT til at køre bil hver dag, men lige i Hovedstaden er det kun et spørgsmål om manglende vilje til at overlade sit legeme i armene på den kollektive trafik og dens omskiftelige luner. Ja, hvis man insisterer på at ens børn skal fragtes til en afstand af maksimalt to fire meter fra indgangsdøren til deres uddannelsesinstitution lige til de fylder 25, så kan man da sagtens skabe transportproblemer for sig selv, men rigtig mange af os overlevede jo at cykle til skole fra 2. klasse og op, og som jeg opfatter det, er vi ikke som art degenereret SÅ voldsomt på et par generationer at det skulle være en uladsigørlighed i dag.

At uforklarlige årsager har vi bare ladet en kliché gro fast i vores hjerner: Bilen gør fri, fordi den kører på det minuttal, man selv vælger. At man så snegler sig op ad en gennemfartsvej med 6 km i timen, mens plantelivet hoster gør mindre, og det er det virkelig triste ved vores bilfetish: Det, vi hylder er vores frihed fra at være i rum med andre mennesker. Vi gider ikke skulle forholde os til talelystne medpassagerer og alle mulige fremmede, der stiller irrelevante spørgsmål om ”gyldig rejsehjemmel” og den slags.

Se bare, hvordan du reagerer, når jeg siger ”delebil”?! Nej tak, ikke sandt?

Jeg har det præcis på samme måde, ikke mindst fordi jeg kender mig selv, og ved at hvis jeg stod og havde akut behov for en bil til noget arbejdsrelateret, så ville samtlige køretøjer være booket op af alle mulige revisortyper og pensionerede cand. mag.-damer, der havde regnet ud at de kunne spare 35 kr. i alt på en tur til Louisiana, nu hvor de var tre der skulle af sted. Altså folk, der generelt kan fortælle hvad de præcis har tænkt sig at lave om seks måneder, og ikke har haft et spontant transportbehov i deres liv. Og man skal igennem alle mulige booking-arrangementer, hvor man – igen! – skal tale med fremmede, i det mindste elektronisk.

Så selvfølgelig har jeg også en bil, mest fordi det kollektive lukker nogenlunde på det tidspunkt hvor jeg som stand-up komiker møder på arbejde, så når jeg skal til Jylland sidder jeg og bander af alle de andre, der principielt kunne sidde i et S-tog, i stedet for at sidde og være inkompetente trafikanter i deres pissegrimme Hyunday Matrix.  Kan vi ikke aftale at hvis du HAR en limegrøn Matrix, så kunne du forsøge bare én dag at tage et S-tog eller måske endda en cykel, og se om det er så slemt. Eller om det er en OMMER!?

//Sebastian Dorset