Fitness-glorien er væk!

dontt-dk_repeat_fitness

Det nye år sparkes igang med en lang række tilbud fra fitness-kæderne, og du kan godt begynde at forberede dig på skuddet af de tre polerede løbere på båndet og muligheden for at spare oprettelsen i hele (!) januar. Alt er som det plejer… og så alligevel ikke. 

Efter nogle gode år hos Unibet fik jeg for nyligt tilbudet om at fortsætte min rejse med præference-skabende indhold hos reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded og deres produktionsselskab Gobsmack Productions. Jeg har nu været der i en måneds tid, og de første kampagner er ved at se dagens lys – herunder én for fitness-kæden REPEAT, og den er særligt speciel for mig. Here’s why.

Det er min opfattelse, at alt for mange brands udelukkende beskæftiger sig med én-til-én forholdet imellem deres kunder og deres produkter. De ved ALT om, hvornår og hvorfor kunderne indkøber deres produkter, samt hvilke konkurrenter de skal være særligt opmærksomme på. Desværre bevæger deres åsyn sig sjældent længere ud i horisonten, og det hæmmer deres evne til at skabe et autentisk univers i deres reklamer og indhold. Resultatet er utroværdig kommunikation, og i min optik falder alt for mange brands i denne fælde.

Vi vil bryde med den polerede fitness-reklame

For nyligt bød muligheden sig dog for at bryde med disse rammer, og endda i en branche spækket med reklame-klichéer. Opgaven kom fra den nyopstartede Fitness-kæde REPEAT med den succesfulde entreprenør Rasmus Ingerslev i spidsen (tidligere fitness.dk & Fresh Fitness), der endnu en gang ønskede at udfordre de etablerede spillere på markedet.

Vi besluttede at bryde med den polerede fitness-reklame, og i stedet fremvise den kontekst, som målgruppen lever i. En form for kontekst-baseret markedsføring, i hvilken vi søger at placere målgruppen i deres samtid og miljø i relation til produktet – i dette tilfælde fitness. For langt de fleste brugere er fitness-centeret ikke længere synonym med den store forløsning eller nytårsfortsættet. Fitness-glorien er simpelthen forsvundet. Træningen er en ganske almindelig del af deres daglige liv og rytme på lige fod med alt muligt andet. Det skulle filmen afspejle, hverken mere eller mindre.

Der kan til tider være et stykke vej imellem visionen og den endelige film – især når der er en vis risiko involveret. Men i dette tilfælde turde REPEAT at bevæge sig væk fra produktet, og ind i det der i min optik er et troværdigt univers med shawarma, videospil og gadebold ved siden af træningen.

Jeg håber, at flere brands i fremtiden vil turde at se forbi USP’er og alle de andre akronymer og istedet søge at skabe universer, som brugerne kan spejle sig i. Det kræver dog for de fleste en mere holistisk tilgang til deres målgruppe.

Godt nytår, Kh Stefan Pflug

Se filmen her:

_ _________________

Credits 

Production: Gobsmack Productions
Director: Stefan Pflug
DOP: Tobias Illeris
Original Score: Lotz & Kropp
Grade: Christian Schwanenflügel, Super Sonic