Mødet med en eks

Jeg mødtes med en ungdomskæreste i Amsterdam. Gammel kærlighed dør aldrig? Eller gør den? Jeg tænkte på, om jeg overhovedet havde været virkelig forelsket dengang, eller om jeg søgte en form for tryghed i et nyt land, og hun hjalp mig på vej. Jeg var 17 og var lige flyttet hjemmefra, havde skiftet Danmark ud med Holland. En lille provinsby i Holland – Heerenveen. Alene i verden. Jeg husker, at jeg sagde farvel til min mor og far på et hotel. Min mor lå i sengen om aftenen og græd. Hun hulkede. Hun skulle sige farvel til sit største barn. Det var første gang hun oplevede dét i sit liv. Og hun var ked af det. Helt ind til marven. Når hun hulkede kunne jeg mærke det helt ind i mine knogler, min mave trak sig sammen. Puha. For selvom der ventede et nyt eventyr, blev jeg pludselig enormt ked af det. At mærke hvordan en beslutning jeg traf, kunne gøre så ondt på andre. At det kunne være så smertefuldt. Det fik det til at være smertefuldt for mig. Jeg græder ikke tit. Jeg er en mand. Jeg er jæger. Jeg har følt mig som en sten nogle gange, en stenmand uden følelser. Som om jeg ikke mærker smerten selv, men jeg mærker den når jeg ser den hos andre. Som om jeg kanaliserer mine egne følelser over i noget andet, i andre. Det har jeg altid gjort. Kanaliseret det over i en sang, som fik mig til at græde. Når jeg ser andres smerte, så gør det virkelig ondt på mig, mine egne følelser som jeg måske ikke helt ved hvor jeg har henne dukker op. De kommer til udtryk via andres smerte eller ved afsked. Dét at sige farvel. Jeg har også svært ved afsked, det er et af de punkter i mit liv hvor tårerne får frit løb.

Tilbage til mødet med min første kæreste. Var hun bare én jeg havde enormt brug for på det tidspunkt? For at finde ro og tryghed i en ny verden, hvor jeg var alene?

Jeg mødtes med hende i Amsterdam, 10 år efter. Wow! Det er lang tid siden. Jeg vidste ikke engang hvem jeg var dengang, hvilke værdier jeg havde. Jeg ville bare være verdens bedste fodboldspiller. Og jeg interesserede mig for psykologi. Så meget vidste jeg.

Nu kan jeg tydeligt huske, hvorfor vi gik fra hinanden. Vi havde masser af gode stunder sammen, jeg fandt en enorm tryghed i hende, og hendes familie, måske en form for erstatningsfamilie. Jeg var rejst væk fra min egen for at forfølge fodbolddrømmen i Holland og mærkede derfor et stort savn til min familie. Jeg blev budt varmt velkommen og de åbnede deres hjem for mig. Det ser jeg i dag betydningen af. Uden den åbenhed, var jeg ikke blevet de 3 år i Holland, som jeg endte med at være. Min ekskæreste og jeg fik så tæt et forhold, at det næsten føltes som om hun var min søster.

Grunden til at vi gik fra hinanden dengang, var at jeg følte mig som storebroderen. Ham der skulle hjælpe hende videre. Mens jeg udviklede mig enormt personligt – takket være hendes stedfar, som åbnede mine øjne for min første Paulo Coelho bog (Alkymisten) – så stod hun stille. Forestil jer en hånddreven dræsine på togskinnerne. Sådan en gammel togvogn, der fremdrives ved kraften af en eller to mand, der ved at trække et håndtag på en vægtstang frem og tilbage, overfører kraften til hjulene. Jeg forestiller mig tit et forhold, på samme måde. Som værende to dræsiner ved siden af hinanden på to togskinnepar. Så længe skinnerne fører samme retning, så hjælper man hinanden med hver sin dræsine. Skinnerne kan sagtens adskilles noget tid, men det vigtige er, at de fører i samme retning. Hvis den ene mister pusten undervejs, så hopper man glædeligt over på partnerens dræsine og hjælper hende/ham fremad. Man er på vej i samme retning, man nyder hinanden, men er i hvert sit livsforløb. Så længe man har samme værdier, eller i hvert fald sigter mod samme mål ude i horisonten, så hjælper man hinanden. Fordi det giver mening. Vi sigter mod det samme.

Med min ekskæreste føltes det som om, at hendes dræsine kørte ligeud og hun havde tabt pusten. Hun havde brug for kraft, for min kraft. Men pludselig så jeg at min egen dræsine havde retning mod øst, vores skinner skiltes og fulgte ikke længere hinandens. Og horisonten så anderledes ud fra min dræsine, end fra hendes. Der blev længere og længere mellem vores dræsiner. Hver gang hun tabte pusten måtte jeg løbe over til hende, og hjælpe hende i gang. Afstanden mellem dræsinerne blev større og større. Det tappede mig mere og mere for energi, så meget, at jeg til sidst kun fokuserede på den lange vej, der var mellem vores dræsiner, og ikke mere på styringen af vognen. Jeg havde ikke mere kraft til at komme videre med min egen. Jeg balancerede på linen over et kæmpe krater, men der var ingen fremdrift. Jeg kæmpede kun for at holde balancen – jeg stod stille.

Jeg tog konsekvensen. Forholdet sluttede.

Selv efter så mange år, hvor vi ikke havde set hinanden, så mærkede jeg det den aften. Jeg havde glemt hvorfor det egentlig var, at vi overhovedet stoppede vores forhold dengang.

Det blev jeg mindet om, jeg vil have fremdrift. Jeg sigter mod øst, horisonten ser fantastisk ud.

Skærmbillede 2014-04-07 kl. 19.54.58Fællesfoto med japanske venner i Tokyo

Hvis du vil følge mere med i Ken og hans liv i Kina, så han du følge ham på hans nye blog via: Still-Tripping.com

Følg dontt på:
FACEBOOK
TWITTER
INSTAGRAM