Det er de små ting der tæller…

Ude godt, men hjemme bedst
Hun får mig ned på jorden, ingen stress
Så jeg hopper hurtigt af min kæphest
For ved siden af hende vil jeg altid være næstbedst.”

… er noget af den tekst, der kører i baggrunden fra min Macbook, imens jeg skriver dagens Dontt. Det er en sang fra Ukendt Kunster, som hedder ”København”.

Den inspirerede mig til at fortælle en historie. En historie om de små ting, de små glæder ved livet, som man først tænker på, når de ikke længere er indenfor ens rækkevidde.

Et velkendt ordsprog siger: ”Man ved ikke hvad man har, før man har mistet det.” Og det er der vist noget om.

Man sætter sjældent pris på de små ting, før de ikke længere er der foran en. Det har jeg fundet ud af nu, hvor jeg er flyttet til Tyrkiet. Her kan man nemlig godt føle sig en smule ensom, når man sidder alene i sin lejlighed. Disse ensomme stunder sætter tankerne og følelserne i gang, og som de fleste kærlighedshistorier, drejer min sig også om en kvinde. En kvinde jeg tit kommer til at tænke på. Den kvinde hedder København. Hun får mig til at drømme tilbage til vores hyggelige stunder sammen.

Døren til mit værelse bliver lukket op: ”Vllaj! (brormand på albansk) Er du vågen!?”, hører jeg en dyb stemme sige. Sådan startede de fleste morgener i min lejlighed på Frederiksberg, hvor jeg boede sammen med min storebror, Jusuf.

Vi stod næsten op på samme tid, spiste morgenmad sammen, tog en Nespresso, hvorefter han kørte på arbejde og jeg til fodbold. På gaden ude foran min lejlighed, mødte jeg min nabo Jann, som fyrede dagens joke af, gav sig ud i et vink og et smil og så drønede han ellers af sted i Skodaen, som var det hans daglige dontt.

Ud af vinduet kiggede hans søn Casper for at sige godmorgen. Som en figur fra Desperate Housewifes udviste Casper altid sin nysgerrighed, men jeg ved, at det er bromance.

For ud over at være min underbo, er Casper også en af mine bedste venner.

Når jeg kom hjem fra træning, trykkede jeg tit play på iPoden og cyklede hen ad Falkoner Allé, op til Jagtvejen og videre hen mod Nørrebrogade. Som altid mødte jeg min fætter, på hjørnet af Elmegade, som bød på en kop kaffe i sin 7-Eleven butik, som han driver med hård hånd. Vi fik os ofte en lille snak om fodbold. Barcelona, Real Madrid, Messi og Ronaldo, talte vi tit om. Og selvfølgelig AC Milan, dem kom vi nemlig aldrig udenom, da næsten hele familien har Milan helt inde i hjertet.

Min tur fortsatte ofte videre op mod Sankt Hans Torv, hvor jeg ikke kunne undgå at møde nogle af drengene, som stod ude foran den lokale frisør. Her fik jeg altid klippet mit hår. Igen gik fodboldsnakken, og selvom min klipning kun tog 10 min., brugte jeg hurtig en time der.

Længere nede ad gaden, fik jeg mig en lækker friskpresset juice hos mine venner i Juicy. Der blev jeg altid mødt med et smil og et håndtryk, og der kunne man heller ikke undgå at møde nogle af drengene, for igen at snakke fodbold, og ja, Real Madrid, Barcelona, Messi og Ronaldo var igen ikke til at komme udenom.

Fredagen var altid dedikeret til familien, for dér havde vi nemlig familiedag. Men før det gik turen til den lokale moské for at ”slå panden i gulvet” til fredagsbønnen, anført af imam Abdul Wahid Pedersen. Efter fredagsbønnen hentede jeg min mor fra Herlev Hospital, hvor hun til daglig arbejder. Dernæst gik turen så til Tingbjerg, hvor min søster og mor stod for tilberedningen af den altid delikate aftensmad, mens min bror og jeg selvfølgelig havde sørget for fredagsslikken fra Sukkertoppen på Nørrebrogade, for vi skulle da nødig gå sukkerkolde.

De små ting, som morgenmad med brormand, et smil fra naboen, en cykeltur i Københavns gader, med musik i ørene, en tur til frisøren, en friskpresset juice, en snak om fodbold med drengene og en fredag i familiens tegn er alle nogle ting jeg savner, og jeg kunne blive ved med at skrive om ting, jeg savner. Jeg savner at se familien til en hjemmekamp på Farum Park eller på Lyngby Stadion. Jeg savner at køre over og hente min forlovede og få en varm kakao på vores stamsted. Jeg savner at tage hjem til min ven Emil, smadre ham i FIFA og hygge med hans tre dejlige børn og jeg savner, at hygge med mine barndomsvenner, hvor vi næsten altid skulle løbe om kap for at se hvem der var den hurtigste ud af startblokken, selvom jeg gang på gang altid slog fast, at DET VAR MIG!

De er alle små ting, men det er de ting der i sidste tæller!

”Hun har alt hvad jeg vil ha
Jeg ta’r ik’ tilbage
Jeeeeg er, er her for at blive
Gaderne er mine
Jeg er alene, sidder på en sky
Så jeg kan se på hendes smukke lys
København, Du min København
Hvis jeg faldt ned, griber hun mig
Hvis jeg farer vild, viser hun mig vej
København, Du min København.”

Jeg savner mit København, og jeg ved, at du også savner mig!

//  Bajram Fetai