Danskerne er søde

Hvad godt er der at sige om den forløbne danske sommer? Tjah, ikke ret meget hvis man med sommer forstår en indfriet forventning om at bevæge sig ud i noget solskin for at drikke rosévin, grille, bade og høre levende musik uden dø af kulde. Det var der for lidt af i min sommer – jeg har kort sagt haft for meget tøj på.

Men der er alligevel én god ting at sige om sommeren 2015. Den bragte os sammen – og den bragte i hvert fald mig rundt i hele landet. Helt ud til den berømte udkant – eller forkant, som de selv kalder det – hvor de såkaldt almindelige danskere bor. Dem der ser flow-tv, dem der har krog på bilen og dem, der køber ind til en uge af gangen i den lokale Føtex. Dem man kun ser i medierne, hvis de er vidner skybrud eller ofre for slagterilukninger. Danskerne kort sagt, dem der er flest af – i hvert fald hvis man forlader Instagram, København og sommerlandets VIP-områder for at møde nogen, der ikke ligner en selv. Det kan være en angstprovokerende følelse, men hvis man lige ser bort fra risikoen for at fryse, så er det helt ufarligt og – tror jeg for manges vedkommende – lærerigt. Danskerne er nemlig søde folk.

Ja, det ved du måske godt i forvejen men alligevel. Hold op hvor er folk søde. Af uransagelige grunde havde jeg valgt at tilbringe sommeren ombord på min sejlbåd, så jeg sejlede fra udkant til forkant gennem byger og blæst. Og ja det var surt nogen gange, men den venlighed man bliver mødt med opvejer det hele. I Bagenkop blæste jeg inde tre nætter med mine to sønner. Det lignede tre lange dage på Langeland, men så kom al den der venlighed. Vi tomlede og fik hurtigt et lift så vi kunne se øen. Vi fik adgang til et ellers endnu ikke åbnet hoppeborgshelvede, og vi modtog sågar et tilbud om blive kørt 11 kilometer frem og tilbage til en økologisk besøgsgård. Vi glemte ting i den ene havn og fik dem tilbage i den næste. Det var helt vildt.

Jeg er ikke blind for, at det sikkert hjælper at være en mand, nogen har set i TV men alligevel. Overalt så jeg venlighed og den var ikke kun rettet mod mig. Danskerne er søde. Og hjælpsomme. Du skulle selv tage ud og opleve det – altså som i, det burde du virkelig gøre. Det burde vi alle sammen gøre.

Ser du, vi er flokdyr, vi er tryghedsnarkomaner og derfor svømmer vi alt for meget i de samme cirkler. Så er det nemt og bekræftende at sidde der, omgivet af ligesindede og blive enige om, at den er helt gal med alle andre.

Ovenpå valget har jeg ikke tal på, hvor mange af mine Facebookvenner, der truede med at flytte ud af landet. I stedet skulle de måske tage og flytte ud PÅ landet. Der hvor danskerne bor.

Den kulturelle kløft bliver dybere og dybere, men vi er altså ikke så forskellige endda.

Jeg tog turen rundt i sommer og jeg mødte alle mulige danskere og hold kæft hvor er det bare nogle søde mennesker, der befolker dette forblæste og forfrosne lille kongerige. De fleste af os er megasøde, og de fleste af os er drevet af ønsket om at ville hinanden det godt. At det så giver sig udslag i alverdens forskellige politiske standpunkter er en anden sag. Det kan man jo så diskutere når man er derude blandt danskerne i stedet for at gøre det med sine ligesindede på Facebook.

/Christian Grau