Skål og skide være med det…

Jeg har drukket alkohol i cirka 14 år. Ikke uafbrudt og ikke dagligt – langt fra.
Men on off i 14 år. Mest intenst var det, da jeg studerede i Aarhus.
Dengang var jeg ofte ude hver weekend og drikke til jeg segnede, og det var da sjovt og hyggeligt, så længe jeg kan huske, men det er mit problem. Jeg har ikke den naturlige stopklods – jeg bliver bare ved og ved og ved.

Så dengang var et typisk mønster, at jeg tog ud sammen med nogle venner. Det startede meget stille og roligt – lidt øl, lidt flere øl og så endnu flere øl, men på et tidspunkt var der altid en, der foreslog, at nu skulle vi have gang i noget stærkere. Ofte var det mig, der foreslog det – under alle omstændigheder var jeg i hvert fald altid med på den.
Det var altid ved første shot, det gik galt. Første shot var altid lig med flere shots og flere og flere endnu og på et eller andet tidspunkt i den her regn af shot, bliver min hjerne gennemblødt af alkohol og slår fra.

Scenariet var det samme weekend efter weekend. Jeg SLOG øjnene op og kiggede mig rundt, Heldigvis altid i min lejlighed, men umiddelbart efter glæden over at vide hvor jeg var, kom angsten for hvad der var sket, for jeg kunne INTET huske.
Mine erindringer var altid stoppet et eller andet sted omkring tredje eller fjerde runde shots, og selvom der var nogle glimt af steder, jeg havde været, så var der ingen rød tråd.

Det var nu det store detektivarbejde gik i gang. Frem med telefonen. Hvem havde jeg skrevet til, ringet til. Var der nogen billeder eller andre spor. Dernæst gik afhøringerne igang. Jeg ringede eller skrev til de venner, der havde været med og langsomt fik jeg stykket bidderne sammen til en historie, men det kunne godt tage en hel dag, inden det store overblik var på plads.
Konklusionen var altid den samme – jeg skal ALDRIG drikke igen for selvom jeg synes, det kan være sjovt og hyggeligt, så bryder jeg mig ikke om, at jeg ikke kan sige fra, så hver weekend lovede jeg mig selv, at det var det slut med alkohol.

Et løfte jeg holdt i max 5 dage, inden det gik løs igen.

Nu er jeg for længst flyttet fra studielivet i Aarhus, og jeg har fået andre sunde interesser. Nu er jeg sågar også blevet gift og har en baby på vej, og det er dejligt.
Jeg drikker stadig alkohol i festligt lag, men der kan sagtens gå en måned mellem, at jeg rører en dråbe alkohol. Jeg vil ikke afvise, at jeg kan blive hverdagsalkoholiker, men jeg bryder mig meget lidt om at drikke alkohol derhjemme. Jeg vil helst have en anledning, så jeg lader så vidt muligt alkoholen blive uden for husets fire vægge.

Sidste år var jeg en del af et træningsforløb, der betød, at jeg valgte slet ikke at røre alkohol i tre måneder. Heller ikke i festligt lag.

Det betød, at jeg var til fødselsdagsfest, landskamp og julefrokost uden at drikke så meget som en eneste promille alkohol – og er du gal, hvor skilte jeg mig ud. Der var INGEN, der lod det gå ubemærket hen, at jeg var på vandvognen.

“SKÅL, Thomas… Ej, du kan sgu da godt lige tage en enkelt. Det sker der ikke noget ved.”

Stort set alle prøvede at lokke mig i fordærv, og jeg kan godt forstå det.
Jeg har også altid selv synes, det var mærkeligt, når nogen ikke drak. Hvorfor ville de ikke være med i hulen. De skal sgu da passe ind. Det er da skørt. Med mindre selvfølgelig der var tale om en gravid.

Et godt råd til alle, der har tænkt tanken, at de vil tage i byen og score må være, at de skal lade være med at drikke – for det er altså dér opmærksomheden ligger.

Nu skulle jeg ikke score. Jeg skulle bare træne, og de fleste godtog min undskyldning for ikke at drikke og accepterede min ædruelighed.

Efter jeg havde trænet færdig i de tre måneder, røg jeg da også tilbage på spritbåden, som jeg sejler en tur med i ny og næ.

Men lige nu er skibet i havn, og min hustru, som er gravid og derfor ikke sejler nogen steder hen lige nu står på kajen og vinker til mig, og de gange vi har været i byen, mens hun har været gravid har andre naturligvis accepteret, at hun ikke skulle have noget at drikke og gået ud fra, at jeg i stedet skulle drikke for to.

Det har fået mig til at tænke over, hvor træt jeg er af alkohol.
Jeg er træt af, at man ikke kan lade være med at drikke det uden at have en god undskyldning.

Man skal enten træne, være gravid eller have en religion, der forbyder det, og hvis man ikke har det så er det bare værsågod at drikke, for hvis du ikke drikker, så er du mærkelig.
Det er da helt skævt. Det er da ikke dem, der skipper alkoholen, der er underlige – det er da alle vi andre, der ikke kan lade være.

Så kan du måske tænke, at jeg bare kan lade være med at drikke, hvis jeg har så meget imod det. Her må du forstå, at jeg har for det meste har en rygrad, som en regnorm, og jeg har svært ved at sige nej, når jeg ikke kan overbevise mig selv om, hvorfor jeg siger nej.

Jeg skriver det her fordi jeg håber at starte en bevægelse af os, der har lyst til at sige nej til alkohol uden grund. Os, der bare er trætte af, at alkohol er så stor en del af vores sociale liv, at det er blevet en ven, der altid er inviteret, selvom vi ikke rigtig ved om vi har lyst til at se ham mere.

Jeg håber i hvert fald bare, at du, næste gang du møder en ædruoholiker, vil se ham som et ganske almindeligt menneske ligesom dig og mig og alle vores spritstive venner.

kh
Thomas