Action ! … er ikke for pussy’s

Hurtig intro:
Navn: Mike Radoor
Alder: 26 år
Køn: Se min instagram: mrmiinto
Profession: Start-up Iværksætter
Nuværende projekt: miinto.com


I det her indlæg vil jeg give min helt klare holdning til, hvad at tage actions bag ord egentlig betyder og jeg vil også drille janteloven lidt, da jeg mener den bremser flere fra egentlig at kunne komme ud af ”skabet” som en succes. God læsning og håber det rykker lidt i dig.

Vi lever alt for længe i vores mentale komfortzone. Vi er skabt som sociale væsner, vi er skabt som følelsesmæssige individer; men vi er også skabt som “kujoner”, der forbliver i vores komfortzone. Med det mener jeg, at vi er skabt til at ”passe på” og være forberedt på ydre forandringer.

Komfortzonen er et sted der er kendt, trygt og godt – et sted hvor vi kan forblive status quo uden risiko for forandring. Det ligger i vores gener at søge mod komfortzonen. Men hvis den adfærd bliver en indgroet del af vores reflekser/vaner, fører det til stilstand og det er satme et ulykkeligt sted og være.

En lille historie, som fortæller hvorfor jeg er så stor tilhænger af walk the talk.

Fra Odense til København overnight
Bum! Jeg er 20 år og har besluttet mig for at flytte til København, swupti! 2 dage efter min beslutning bor jeg i samme seng som min gode ven Mikkel i Lyngby, på et kollegieværelse. Jeg har intet job, ingen bekendte eller vante omgivelser. Shit en fed tid – det var én af de bedste tider nogensinde – når jeg ser tilbage. At skulle starte forfra med alle mine sanser i brug, alle mine personlige egenskaber og netværksskills, var en fed rejse, men også utrolig hård.

3 år efter….
Bor på et kontorgulv midt på Nørregade, København – arbejder som manager for én af Københavns mest omtalte natklubber, LUUX. Jeg har lige slået op med kæresten og ja, nu bor jeg på et shitty kontorgulv midt i KBH. Det eneste jeg har med mig er lidt tøj, en bærbar iPod højtaler og en bog jeg fik af en ven (ubegrænset kraft af Anthony Robbins). Efter et par kapitler i bogen begynder jeg virkelig at stramme mine vaner og fokuserer på de ting, som kun kan bringe mig godt. Lader alt andet ligge. Luux’s torsdag forvandler sig til STEDET i København om torsdagen. Noget må jeg ha’ gjort rigtigt

I den periode lærte jeg virkelig hvor “let” jeg kunne skifte fra komfortzone til “farezone” – og hey, i’m still here… I survived!

9 mdr. efter ….
Bang! Nu bor jeg på et køkkengulv (igen) i en 1,5 værelseslejlighed på Frederiksberg. Jeg flyttede fra kontoret i Nørregade. Nu bor jeg på et køkkengulv og har lige investeret mere end 200.000 DKK i en ide sammen med min barndomsven Konrad. Vi når aldrig at give overskud – men vi lærte! Selv ikke engang et køkkengulv kunne få mig til at løbe hjem til komfortzonen.

3,5 år senere…
Jeg ser mig omkring. Jeg bor ikke længere på et køkkengulv, men jeg ejer dog heller ikke mere end mit tøj, min iPod højtaler og ja 2 kufferter. Jeg bor på et hotel i London. Den ide Konrad og jeg smed penge efter er vokset en smule. Vi er nu på 7 markeder, har 150 fuldtidsansatte og i fuld sving med at leve drømmen mange har – iværksætter eventyret!

Så hvad er pointen med dette indlæg? Tjo, det er blot min historie og min version af hvordan jeg kom fra A-B. Og her er jeg. 26 år gammel, lige flyttet til London permanent og arbejder ud fra vores kontor i Camden Town. Jeg har nu i snart mange år, taget handling for de ord, tanker og drømme jeg har smidt ud i universet – og det har betydet alt.

Du drømmer 1.000 ting hver måned, du tænker 1.000 ting hver uge, men gør kun 0,001 ting af alle dem. Vælg med omhu hvilke ting du vil tage actions på og se så at få skabt den drøm du har inderst inde. Ud af skabet – så er du allerede tættere på drømmen.

/Mike