Fra 0 til 100 mio. kr. på 2 år

Othania Invest

Gennem de sidste 7,5 år har brødrene Vincent og Christian Steen Larsen haft deres gang i den finansielle verden, hos både de store banker og som medejere af en uafhængig kapitalforvalter. I Januar sidste år solgte, de deres ejerandel i en anden kapitalforvalter og lancerede i marts måned deres første investeringsselskab Othania Invest – denne gang helt på egen hånd. Mød de to unge fremadstormende fynboer her:

Af Vincent & Christian Steen Larsen, Co-founders af Othania Capital og Othania Invest

Vi har efter en del år i den finansielle branche erfaret hvad både fordelene og ulemperne er ved at være kapitalforvalter i en bank eller uafhængighed kapitalforvalter. Vi kan rigtig godt lide simpliciteten og strukturen fra bankerne kombineret med den kundenærhed man har som en lille kapitalforvalter. Til gengæld ser vi fortsat et stort problem i, at omkostningsstrukturen i hele kapitalforvaltningsbranchen er svær at gennemskue og omkostningsniveauet generelt er for højt – og her mener vi bl.a. vi kan gøre en forskel.

Som kapitalforvalter varetager man investeringen af kunders penge i aktier, obligationer etc. og målet er naturligvis at skabe det bedst mulige afkast til kunderne.

Der er mange aktører på markedet for kapitalforvaltning i dag – ikke bare inden for aktier og obligationer – men også inden for ejendomme, sol- og vindenergi, ure, vine etc. så branchen spænder rigtig bredt.

Som kapitalforvalter har man derfor et helt særligt ansvar, fordi man investerer kundernes hårdt tjente sparepenge indtil de skal bruge dem igen – det er en opgave som man bør tilgå ydmygt og respektfuldt. Det kræver også, at man har en klar forståelse af kundens risikoniveau og forståelse for det produkt eller den finansielle ydelse man tilbyder – noget der ofte er blevet set stort på i opgangstider.

Vores vision

Vores målsætning med Othania er, at vi vil vende tilbage til de klassiske dyder som kapitalforvalter – hvor man er betroet samarbejdspartner for sine kunder og handler i deres bedste interesse. Derudover vil vi tage et opgør med en branche der er præget af ugennemsigtige omkostningsstrukturer der belønner forvalteren uanset hvilke resultater han skaber for sine kunder.

Men, man starter ikke bare en kapitalforvalter, da den finansielle branche er en af de mest regulerede herhjemme – men qua vores erfaring med den finansielle regulering og guidance fra vores advokat og revisor var vi overbeviste om, at vi kunne skabe et attraktivt og værdifuldt setup for kunderne. Vi fik Finanstilsynets godkendelse på 2 uger og kunne starte vores investeringsfond Othania Invest efter kun 4 uger – det var 3 måneder hurtigere end vores bedste estimat.

Vores koncept bygger på de sidste 7,5 års erfaringer som kapitalforvalter og ikke mindst hvad der er vigtigt for kunden:

  • Investeringsstrategien skal være simpel og skabe værdi for kunden
  • Omkostningsniveauet skal være lavt og fair – og kun belønne forvalteren ved højt afkast
  • Vi skal levere et højt og skræddersyet serviceniveau
  • Vi skulle investere hovedparten af vores egne penge på lige fod med vores kunder

Hvordan skaber vi værdi for kunderne?

Som udgangspunkt synes vi aktiemarkedet er der man bør investere, hvis man ønsker det højst muligt afkast – men som de fleste ved, så kommer der større kriser hvor man kan tabe 40-50% af sin formue i løbet af få måneder. Vores investeringsstrategi gør op med køb-og-behold tankegangen til aktier – vi arbejder i stedet med køb-og-rotér.

Det betyder, at vores kunder ikke længere skal vurdere om det er et godt tidspunkt eller ej at eje aktier – det sørger vores investeringsmodel for at gøre for dem. Så når aktiemarkedet er attraktivt investerer vi 100% i aktier og når risikoen forhøjes investerer vi 100% i statsobligationer. På den måde mener vi, at vi kan skabe mere afkast for en lavere risiko til vores kunder. 

Derudover skaber vi værdi til vores kunder ved at omkostningerne er 40-50% under hvad man betaler for at investere i investeringsforeninger eller lignende kapitalforvaltningsaftaler – og det er en fordel for kunden fra dag 1 – da en krone sparet er en krone tjent.

Tillid er altafgørende i denne branche – og derfor arbejder vi hele tiden målrettet på at skabe tætte relationer til potentielle og nuværende kunder således, at vi bedst muligt kan servicere dem efter behov.

Det betyder, at nogle kunder er vi i dialog med ugentligt og andre månedligt – og det er denne nærhed og fleksibilitet vi mener er fordelen for os som lille forvalter. 

Hvor er Othania Invest nu 11 måneder senere?

Siden vi startede op i marts 2016 har vi knoklet benhårdt på at præsentere vores koncept og investeringstilgang til over 100 potentielle kunder i hele Danmark og ikke mindst lave et godt afkast til alle de kunder der allerede har vist os tilliden – og belønnet dem med et afkast på 14,09% siden opstarten.

Vi er stadig kun i begyndelsen af vores rejse med at opbygge en ordentlig og fair kapitalforvalter fra bunden, men vi håber og tror på, at vi kan være med til at trække den finansielle branche i den rigtige retning angående billigere priser og mere gennemskuelighed og sætte fokus på reel værdi for kunderne.

Vi startede med 2,2 mio. kr. den 31. marts sidste år og i dag investerer for en samlet formue på ca. 22 mio. kr. – målsætningen er, at vi i løbet af de næste 12-15 måneder har øget den forvaltede formue til 100 mio. kr. og dermed skabt fundamentet for en kapitalforvalter der har kundernes interesser og værdi som førsteprioritet.

Læs mere om Othania Invest her